Næste destination efter Bagan var Kalaw som er kendt for at være et godt sted for vandreture.
Stemningen på den lange bustur dertil var ikke i top fordi en tredjedel af selskabet var sløje. Vi der havde det godt kunne til gengæld underholde os gengældmed at følge chaufførens desperate manøvrer da ruten måtte lægges om pga en ødelagt bro. Det bragte os ad meget små grusveje gennem meget små landsbyer. Beboerne smilede og vinkede og fulgte meget opmærksomt med i det hele.

I Kalaw var vi ude på en lang vandretur til en landsby i 1400 meters højde. Vi havde en lokal guide med som undervejs fortalte om afgrøderne på de marker vi passerede, træer og palmer, urter til naturmedicin osv. Det var også ham der tilberedte frokosten til os i et lille hus i landsbyen.

Han fortalte også at landsbyen oplever stor vækst fordi de er gode til at dyrke appelsiner og grøn te. Det betyder at de overalt var i gang med at udskifte deres gamle bambushytter med murstenshuse. Det var rart at se at udviklingen på den måde kommer befolkningen direkte til gode.

En anden ting vi stiftede bekendtskab med i Kalaw, var rum sour. En dejlig drink lavet med lokal rom, naturligvis. Det gjorde vi ikke mindst på et lille lokalt værtshus hvor en flok pænt berusede lokale sad og sang inderligt og højlydt med på lokale kærlighedssange. De bød os hjerteligt indenfor og forsøgte  at få gang i en engelsk fællessang for at vi også kunne være med. Det gik mindre godt, men sjovt var det!