Næste morgen blev vi afhentet kl. 10.00 og kørt til lufthavnen. Ikke særlig stor lufthavn, men til gengæld lettere kaotisk. Efter gennemlysning og aflevering af bagage, blev alle passagerer sendt ud på pladsen, hvor man kunne søge ly for solen under et forholdsvis lille halvtag. Her kunne man så vente på at en repræsentant for ens flyselskab kom og råbte, hvilket fly der afgik næste gang.
Vores fly, fra Precision Air (!), var selvfølgelig forsinket og da der endelig kom en repræsentant fra dem, var det med besked om, at på grund af overvægt på flyet, ville en del af bagagen ikke komme med flyet. Derefter kunne vi endelig lette mod Zanzibar.
Vi var jo forberedt, så ikke voldsomt overraskede over, at vores bagage ikke var med flyet. Vi måtte så bruge en del tid på at melde dette til servicekontoret, sammen med mange andre. De lovede dog, at bagagen ville komme med et senere fly samme dag og blive bragt til hotellet.
Vores mand, der skulle hente os, stod udenfor lufthavnen og kørte os til vores hotel i Stone Town. Det var nok det ringeste hotel, vi oplevede på turen, men der var dog en seng og et badeværelse.

Heldigvis ingen grund til at opholde sig på hotellet, så vi gik en tur i byen, ned mod havnen og stranden. Fantastisk liv og rigtigt mange, der gerne ville arrangere den ene eller anden tur for dig.

Vi fandt et dejligt sted, hvor vi kunne nyde solnedgangen over havet over en skøn cocktail.

Vi måtte desværre konstatere, at vores bagage stadig ikke var ankommet. En henvendelse til rejsebureauet gjorde, at agenten tog kontakt til de, der skulle levere bagagen, og de lovede, at den ville være fremme inden kl. 22.00 – hvilket den selvfølgelig ikke var!

Under morgenmaden næste morgen kom vores receptionist og oplyste, at vores bagage var lige ved at ankomme, men at chaufføren åbenbart ikke kunne overkomme at køre hele vejen hen til vores hotel. Preben måtte derfor gå med ham til et nærliggende hotel for at hente vores rygsække. Men i det mindste fik vi da endelig vores ting.

Stone Town er en gammel bydel i Zanzibar City, der består af gamle, ikke vedligeholdte huse, og hundredevis af små gader, der går på kryds og tværs. Det charmerende er faktisk bare at kaste sig ind i området og fare vild i alle de små gader. På et eller andet tidspunkt rammer man enten havet eller en stor hovedvej, der går gennem Zanzibar City, hvorefter man igen kan orientere sig.

I stort set alle de små gader er et hav af handlende, der forsøger at lokke dig ind i netop deres forretning. Det krævede lige lidt øvelse at komme forbi alle sælgerne, men vi blev ganske ferme til det til sidst.

Vi lod os lokke til en udflugt til Prison Island en halv times sejllads fra Stone Town, med tilhørende snorkling i nærheden af øen. Prison Det er en ø, hvor der for 150 år siden blev bygget et fængsel, men som aldrig nåede at blive taget i brug som fængsel, fordi slaveriet officielt blev afskaffet på nogenlunde samme tid. Den blev så i stedet brugt som karantæneområde for syge mennesker, der ankom til Zanzibar.

Øen er mest af alt kendt for sine kæmpe landskildpadder. Der bor i hundrevis af dem, og nogle af dem er næsten 200 år gamle. De lever dog ikke frit på øen, men går i store indhegninger og er vel mest af alt en turistattraktion.

Vores guide til øen virkede mest af alt som én, der bare ville have turen overstået og kaldte højlydt på os, hvis han syntes vi gik for langsomt. Så det var selvfølgelig et tidspunkt, hvor vi pludselig fik lyst til at fotografere blomster og stoppe bare for at nyde udsigten.

Da vi sejlede derfra igen, viste det sig, at da vi ikke havde eget snorkling-udstyr med, så kunne vi ikke snorkle. Guiden havde ikke medbragt noget, så vi kunne bare sejle tilbage til Stone Town. En skuffende tur og Prison Island er i øvrigt ikke en tur, vi kan anbefale at bruge penge på. Vi har dog efterfølgende fået at vide, at netop snorkling er den store værdi af turen.

Vi fik gået rigtigt mange skridt i Stone Town og besøgt mange små butikker, byens store marked, en fiskeauktion og et dejligt kaffested, hvor de selv ristede kaffen.

Zanzibar har en dyster historie, hvad slaveri angår. Næsten alle slaver, der blev udskibet fra Afrika mod øst, blev handlet og udskibet fra Zanzibar. Et fint museum fortæller historien om slaveriet og hvem der egentlig var, der handlede med disse mennesker og om hvor usselt de blev behandlet.

Selv om det jo ikke er nyt, overraskede det os lidt alligevel, hvor stor en rolle afrikanerne selv spillede i slaveriet, hvor det primært var afrikanere, der tog andre afrikanere til fange og solgte dem som slaver til europæere og især arabere.

En svensk kunstner har lavet et monument over slaveriet, der står udenfor museet. Omkring halsen på statuerne er lagt de lænker, der blev brugt til slaverne.

Stone Town er en meget spændende by, som man sagtens kan bruge nogle dage på bare at gå rundt og opleve.

Nu var det så til gengæld blevet tid til turens sidste del, nemlig strandferie i den nordlige del af Zanzibar. Vi blev kørt til vores hotel, der lå nede ved stranden, hvor vi fik vores store hytte, der lå næsten nede ved vandet. Restaurant og bar lå tæt på vandkanten.

De næste par dage gik derfor med lange vandreture langs stranden og afslapning samme sted – og så naturligvis badning i det Indiske Ocean.

Endnu engang blev vi tilbudt at komme på en snorklingtur, og klog af skade sikrede vi os, at udbyderen havde al udstyr med. Vi sejlede fra stranden og efter et par timers sejllads kom vi til et lille koralrev, hvor vi kunne snorkle. Det var herligt at plaske rundt i vandet og nyde de flotte farver på rev og på fisk, som åbenbarede sig under vandet.

Frokosten blev indtaget på stranden, hvor arrangørerne havde kogt ris og dampet fisk og hvor vi kunne slappe lidt af, inden vi skulle sejle tilbage til hotellet.

En skøn måde at slutte sin fantastiske ferie på, hvor der var tid til afslapning, gåture, læsning af bøger m.v.. Mandag var det dog tid til at pakke rygsækken og gøre klar til hjemturen. Vi skulle dog først afsted om aftenen, så vi fik hele dagen på stranden. Hotellet havde fint sørget for mulighed for et bad, inden vi rejste, så efter tøjskifte kunne vi så sætte kursen mod Zanzibar lufthavn og hjemturen via Dubai.

Det var nogle helt fantastiske dage på Serengeti og lidt vildt at sove i telt uden anden beskyttelse fra dyrene end en teltdug og nogle kraftige lommelygter. Men samtidigt både sjovt og hyggeligt.

Mandag morgen satte vi igen kursen mod Arusha. Kørte igen igennem Serengeti og tilbage via Ngorongoro. Her gjorde vi holdt ved en Masai landsby, hvor beboerne kom ud fra landsbyen og sang en velkomstsang for os med tilhørende dans.
Det var høvdingens søn, der tog imod os. Dem havde han nu en del af, da han havde et sted mellem 10 og 15 koner, alt efter hvem du spurgte.

Derefter gik vi ind i landsbyen, hvor mændene opførte en rituel dans, hvor de på skift træder frem og dyster om at hoppe højest.
En anden søn tog over og viste os ind i et af husene. Det var, som alle de andre, et lille rundt, lerklinet hus, hvor det kneb med at stå oprejst. Det var mørkt, men efter et øjeblik vænnede øjnene sig til og det var muligt at se lidt. Her boede en af høvdingens koner med hendes 4 børn. Høvdingen måtte ikke sove hos den samme kone to nætter i træk, så han gik på omgang i mange hytter.

Masaierne er nomader, så husene er primitive og lette at rive ned igen. Sønnen fortalte, at det er kvindernes arbejde at bygge huse, når de slår sig ned et nyt sted. Det er selvfølgelig også kvinden, der laver mad og passer børn. Børnene passer så til gengæld køerne. Det er så til gengæld mændenes ansvar at holde styr på verdenssituationen og i øvrigt passe på familien. Jo, jo…..
I midten af landsbyen havde masaierne sat boder op, hvor vi kraftigt blev opfordret til at støtte dem ved at købe nogle af deres ting. Billigt var det ikke, men vi trøstede os med, at det gik til et godt formål.

Besøget sluttede med et besøg i den lille skole, hvor børnene sang en sang for os. Herefter var det tid til at forsætte kørslen til Arusha, som vi nåede sidst på eftermiddagen. Vi var tilbage ved det første hotel, vi overnattede i, før vi dagen efter skulle videre til Zanzibar. Her var det så også tid til at sige farvel til vores supergode guide og chauffør.

Næste morgen afsted igen, denne gang en tur på ca. 4 timer, stadig på meget hullede og særdeles støvede veje. Vi havde ikke kørt langt, før vi så de første giraffer og kort tid efter en zebra, eller rettere en halv. En løve havde fortæret resten.

Serengeti betyder “endeløs flade” på swahili, og når man kører rundt på sletten, forstår man hvorfor. Det er som at sejle på havet, uden at kunne se land noget sted. Serengeti blev også skabt af vulkanen, hvor asken fra denne lavede et fladt landskab, dog brudt af smukke klippeformationer, hvor disse er brudt gennem jordoverfladen. Som nævnt er Serengeti en nationalpark, men det betyder ikke, at det som sådan er en park med hegn omkring. Området er dobbelt så stor som Sjælland, så det er mere et beskyttet område med vildt dyreliv.
Turen rundt på Serengeti kan ikke beskrives bedre end med masser af de fotos, vi optog de kommende dage, så her følger en kavalkade:

Vi overnattede i telt i Kati Kati Tented Camp midt på sletten. Faktisk betyder navnet “i midten”. Der var 14 luksustelte med dobbeltseng, toilet (træk og slip) og badeværelse. Fantastisk at lægge sig til at sove, mens dyrene gik rundt udenfor. Hyænerne var de første til at vise sig, allerede før vi skulle spise middag i restauranten, som var et større telt. De havde fundet ud af, hvor der måske var mad at hente. Personalet gjorde deres for at jage dem væk.
Det måtte de også gøre dagen efter, hvor det var en løve, der havde lagt sig til at sove ud for et af teltene, kun to telte fra vores. Dagen inden vi kom, havde ikke færre end 16 løver lagt sig til at sove i lejren, så personalet var meget på stikkerne. Vi måtte således ikke gå tilbage til eget telt efter middag, uden at blive escorteret af en vagt. Spændende! Som et kuriosum havde der tidligere også været en elefant i lejren, hvilket var tydeligt på de efterladenskaber der lå ved vores telt.

Tænk sig at fylde 60 år og så have en kone, der overrasker én med en safaritur til Tanzania i fødselsdagsgave. Det er der ikke mange, der har, men det skete faktisk for mig (Preben) i maj måned i år, hvor jeg fik gaven.

Det her er så vores beskrivelse af turen til Afrika.

Tanzania er et land, der er 23 gange større end Danmark, så pænt stor! Det er samtidigt et af de få lande i Afrika, der har undgået større uroligheder, efter de blev selvstændige i 1964. Det mest alvorlige var i 1979, hvor Uganda invaderede det nordlige Tanzania. Det blev de så utilfredse med, at de ikke alene smed soldaterne ud, men fortsatte hele vejen til Enteppe, hvor de smed Idi Amin på porten. Derudover er Tanzania selvfølgelig kendt for det højeste bjerg i Afrika, Kilimanjaro, og så naturligvis Serengeti, hvor vi blandt andet skulle til.

Den 2. oktober klokken 11.15 satte vi kursen mod Københavns Lufthavn. Efter en god frokost der, kunne vi så sætte os ind i en Airbus A380-800, verdens største passagerfly, og sætte kursen mod Dubai. Fantastisk fly!

Dubai Lufthavn var til gengæld vanvittig stor. Vi troede egentlig, at vi havde masser af tid, men den blev brugt til at transportere os rundt. Ikke det man har mest lyst til midt om natten. Men det lykkedes, og vi kunne så fortsætte til Daar Es Salaam. En lille Lufthavn, hvor vi skulle købe visum til Tanzania. En lean-konsulent kunne måske pege på en ting eller to, der kunne effektiviseres i myndighedernes sagsbehandling, men de var venlige og imødekommende, så det var okay.

Så var det tid til sidste check in, fra Daar Es Salaam til Arusha via Kilimanjaro. En tur med et lille to-motors propelfly, som forløb uden problemer. Og det bedste af det hele: vores bagage var med hele vejen!

Desværre var vores chauffør, der skulle hente os i lufthavnen, ikke dukket op. Ved hjælp af en flink taxachauffør fik vi dog kontakt, og kun en time forsinket blev vi hentet.

Vores hotel lå meget passende på Serengeti Road og havde udmærkede værelser. En times tid senere kom Benjamin, den lokale repræsentant for rejsebureauet, og med ham aftalte vi de kommende dage i Tanzania.

Efter en dejlig lang nattesøvn blev vi hentet klokken 8 næste morgen af vores chauffør, Julius, der skulle være vores chauffør og guide de næste 4 dage. Han viste sig at være utrolig venlig og meget vidende om Tanzanias kultur og både dyre- og planteliv. Derudover en luksus at det kun var os 3 i en 4WD.

Turen til Ngorongoro forløb gnidningsløst, men det var også af asfalteret vej indtil opstigningen til Ngorongoro. Så var det slut med den luksus de kommende 3 dage.

Ngorongoro er et vulkankrater. Vulkanen eksploderede for 5 millioner år siden og efterlod et stort krater, der i dag rummer et rigt dyreliv med næsten alle Afrikas vilde dyr på et relativt lille område. Området er udskilt fra Serengeti, som det oprindeligt var en del af, fordi Masai folket kunne bosætte sig der. Der må nemlig ikke bo mennesker i nationalparker, som Serengeti er udnævnt til.

Vi startede safarituren med at spise vores medbragte mad på et sted med en fantastisk udsigt over Ngorongoro. Derefter kørte vi så ned på bunden af krateret, på jagt efter de vilde dyr, vi havde glædet os til at møde. Der gik ikke lang tid, før Julius fik øje på et par sovende løver. De lå helt inde under nogle tætte, små træer, og var ikke lette at få øje på. På trods af at Julius skulle koncentrere sig om at køre på elendige hullede veje, var han fantastisk til at få øje på dyrene, også selvom de var godt skjult i buskadset.

Vi fik selvfølgelig taget et hav af fotos uden at vide, at de kommende dage kun skulle blive endnu bedre.

Ved mørkets frembrud endte vi ved vores overnatningssted, som var et hotel med fabelagtig udsigt fra værelset ud over krateret.