Næste morgen blev vi afhentet kl. 10.00 og kørt til lufthavnen. Ikke særlig stor lufthavn, men til gengæld lettere kaotisk. Efter gennemlysning og aflevering af bagage, blev alle passagerer sendt ud på pladsen, hvor man kunne søge ly for solen under et forholdsvis lille halvtag. Her kunne man så vente på at en repræsentant for ens flyselskab kom og råbte, hvilket fly der afgik næste gang.
Vores fly, fra Precision Air (!), var selvfølgelig forsinket og da der endelig kom en repræsentant fra dem, var det med besked om, at på grund af overvægt på flyet, ville en del af bagagen ikke komme med flyet. Derefter kunne vi endelig lette mod Zanzibar.
Vi var jo forberedt, så ikke voldsomt overraskede over, at vores bagage ikke var med flyet. Vi måtte så bruge en del tid på at melde dette til servicekontoret, sammen med mange andre. De lovede dog, at bagagen ville komme med et senere fly samme dag og blive bragt til hotellet.
Vores mand, der skulle hente os, stod udenfor lufthavnen og kørte os til vores hotel i Stone Town. Det var nok det ringeste hotel, vi oplevede på turen, men der var dog en seng og et badeværelse.

Heldigvis ingen grund til at opholde sig på hotellet, så vi gik en tur i byen, ned mod havnen og stranden. Fantastisk liv og rigtigt mange, der gerne ville arrangere den ene eller anden tur for dig.

Vi fandt et dejligt sted, hvor vi kunne nyde solnedgangen over havet over en skøn cocktail.

Vi måtte desværre konstatere, at vores bagage stadig ikke var ankommet. En henvendelse til rejsebureauet gjorde, at agenten tog kontakt til de, der skulle levere bagagen, og de lovede, at den ville være fremme inden kl. 22.00 – hvilket den selvfølgelig ikke var!

Under morgenmaden næste morgen kom vores receptionist og oplyste, at vores bagage var lige ved at ankomme, men at chaufføren åbenbart ikke kunne overkomme at køre hele vejen hen til vores hotel. Preben måtte derfor gå med ham til et nærliggende hotel for at hente vores rygsække. Men i det mindste fik vi da endelig vores ting.

Stone Town er en gammel bydel i Zanzibar City, der består af gamle, ikke vedligeholdte huse, og hundredevis af små gader, der går på kryds og tværs. Det charmerende er faktisk bare at kaste sig ind i området og fare vild i alle de små gader. På et eller andet tidspunkt rammer man enten havet eller en stor hovedvej, der går gennem Zanzibar City, hvorefter man igen kan orientere sig.

I stort set alle de små gader er et hav af handlende, der forsøger at lokke dig ind i netop deres forretning. Det krævede lige lidt øvelse at komme forbi alle sælgerne, men vi blev ganske ferme til det til sidst.

Vi lod os lokke til en udflugt til Prison Island en halv times sejllads fra Stone Town, med tilhørende snorkling i nærheden af øen. Prison Det er en ø, hvor der for 150 år siden blev bygget et fængsel, men som aldrig nåede at blive taget i brug som fængsel, fordi slaveriet officielt blev afskaffet på nogenlunde samme tid. Den blev så i stedet brugt som karantæneområde for syge mennesker, der ankom til Zanzibar.

Øen er mest af alt kendt for sine kæmpe landskildpadder. Der bor i hundrevis af dem, og nogle af dem er næsten 200 år gamle. De lever dog ikke frit på øen, men går i store indhegninger og er vel mest af alt en turistattraktion.

Vores guide til øen virkede mest af alt som én, der bare ville have turen overstået og kaldte højlydt på os, hvis han syntes vi gik for langsomt. Så det var selvfølgelig et tidspunkt, hvor vi pludselig fik lyst til at fotografere blomster og stoppe bare for at nyde udsigten.

Da vi sejlede derfra igen, viste det sig, at da vi ikke havde eget snorkling-udstyr med, så kunne vi ikke snorkle. Guiden havde ikke medbragt noget, så vi kunne bare sejle tilbage til Stone Town. En skuffende tur og Prison Island er i øvrigt ikke en tur, vi kan anbefale at bruge penge på. Vi har dog efterfølgende fået at vide, at netop snorkling er den store værdi af turen.

Vi fik gået rigtigt mange skridt i Stone Town og besøgt mange små butikker, byens store marked, en fiskeauktion og et dejligt kaffested, hvor de selv ristede kaffen.

Zanzibar har en dyster historie, hvad slaveri angår. Næsten alle slaver, der blev udskibet fra Afrika mod øst, blev handlet og udskibet fra Zanzibar. Et fint museum fortæller historien om slaveriet og hvem der egentlig var, der handlede med disse mennesker og om hvor usselt de blev behandlet.

Selv om det jo ikke er nyt, overraskede det os lidt alligevel, hvor stor en rolle afrikanerne selv spillede i slaveriet, hvor det primært var afrikanere, der tog andre afrikanere til fange og solgte dem som slaver til europæere og især arabere.

En svensk kunstner har lavet et monument over slaveriet, der står udenfor museet. Omkring halsen på statuerne er lagt de lænker, der blev brugt til slaverne.

Stone Town er en meget spændende by, som man sagtens kan bruge nogle dage på bare at gå rundt og opleve.

Nu var det så til gengæld blevet tid til turens sidste del, nemlig strandferie i den nordlige del af Zanzibar. Vi blev kørt til vores hotel, der lå nede ved stranden, hvor vi fik vores store hytte, der lå næsten nede ved vandet. Restaurant og bar lå tæt på vandkanten.

De næste par dage gik derfor med lange vandreture langs stranden og afslapning samme sted – og så naturligvis badning i det Indiske Ocean.

Endnu engang blev vi tilbudt at komme på en snorklingtur, og klog af skade sikrede vi os, at udbyderen havde al udstyr med. Vi sejlede fra stranden og efter et par timers sejllads kom vi til et lille koralrev, hvor vi kunne snorkle. Det var herligt at plaske rundt i vandet og nyde de flotte farver på rev og på fisk, som åbenbarede sig under vandet.

Frokosten blev indtaget på stranden, hvor arrangørerne havde kogt ris og dampet fisk og hvor vi kunne slappe lidt af, inden vi skulle sejle tilbage til hotellet.

En skøn måde at slutte sin fantastiske ferie på, hvor der var tid til afslapning, gåture, læsning af bøger m.v.. Mandag var det dog tid til at pakke rygsækken og gøre klar til hjemturen. Vi skulle dog først afsted om aftenen, så vi fik hele dagen på stranden. Hotellet havde fint sørget for mulighed for et bad, inden vi rejste, så efter tøjskifte kunne vi så sætte kursen mod Zanzibar lufthavn og hjemturen via Dubai.

Det var nogle helt fantastiske dage på Serengeti og lidt vildt at sove i telt uden anden beskyttelse fra dyrene end en teltdug og nogle kraftige lommelygter. Men samtidigt både sjovt og hyggeligt.

Mandag morgen satte vi igen kursen mod Arusha. Kørte igen igennem Serengeti og tilbage via Ngorongoro. Her gjorde vi holdt ved en Masai landsby, hvor beboerne kom ud fra landsbyen og sang en velkomstsang for os med tilhørende dans.
Det var høvdingens søn, der tog imod os. Dem havde han nu en del af, da han havde et sted mellem 10 og 15 koner, alt efter hvem du spurgte.

Derefter gik vi ind i landsbyen, hvor mændene opførte en rituel dans, hvor de på skift træder frem og dyster om at hoppe højest.
En anden søn tog over og viste os ind i et af husene. Det var, som alle de andre, et lille rundt, lerklinet hus, hvor det kneb med at stå oprejst. Det var mørkt, men efter et øjeblik vænnede øjnene sig til og det var muligt at se lidt. Her boede en af høvdingens koner med hendes 4 børn. Høvdingen måtte ikke sove hos den samme kone to nætter i træk, så han gik på omgang i mange hytter.

Masaierne er nomader, så husene er primitive og lette at rive ned igen. Sønnen fortalte, at det er kvindernes arbejde at bygge huse, når de slår sig ned et nyt sted. Det er selvfølgelig også kvinden, der laver mad og passer børn. Børnene passer så til gengæld køerne. Det er så til gengæld mændenes ansvar at holde styr på verdenssituationen og i øvrigt passe på familien. Jo, jo…..
I midten af landsbyen havde masaierne sat boder op, hvor vi kraftigt blev opfordret til at støtte dem ved at købe nogle af deres ting. Billigt var det ikke, men vi trøstede os med, at det gik til et godt formål.

Besøget sluttede med et besøg i den lille skole, hvor børnene sang en sang for os. Herefter var det tid til at forsætte kørslen til Arusha, som vi nåede sidst på eftermiddagen. Vi var tilbage ved det første hotel, vi overnattede i, før vi dagen efter skulle videre til Zanzibar. Her var det så også tid til at sige farvel til vores supergode guide og chauffør.

Næste morgen afsted igen, denne gang en tur på ca. 4 timer, stadig på meget hullede og særdeles støvede veje. Vi havde ikke kørt langt, før vi så de første giraffer og kort tid efter en zebra, eller rettere en halv. En løve havde fortæret resten.

Serengeti betyder “endeløs flade” på swahili, og når man kører rundt på sletten, forstår man hvorfor. Det er som at sejle på havet, uden at kunne se land noget sted. Serengeti blev også skabt af vulkanen, hvor asken fra denne lavede et fladt landskab, dog brudt af smukke klippeformationer, hvor disse er brudt gennem jordoverfladen. Som nævnt er Serengeti en nationalpark, men det betyder ikke, at det som sådan er en park med hegn omkring. Området er dobbelt så stor som Sjælland, så det er mere et beskyttet område med vildt dyreliv.
Turen rundt på Serengeti kan ikke beskrives bedre end med masser af de fotos, vi optog de kommende dage, så her følger en kavalkade:

Vi overnattede i telt i Kati Kati Tented Camp midt på sletten. Faktisk betyder navnet “i midten”. Der var 14 luksustelte med dobbeltseng, toilet (træk og slip) og badeværelse. Fantastisk at lægge sig til at sove, mens dyrene gik rundt udenfor. Hyænerne var de første til at vise sig, allerede før vi skulle spise middag i restauranten, som var et større telt. De havde fundet ud af, hvor der måske var mad at hente. Personalet gjorde deres for at jage dem væk.
Det måtte de også gøre dagen efter, hvor det var en løve, der havde lagt sig til at sove ud for et af teltene, kun to telte fra vores. Dagen inden vi kom, havde ikke færre end 16 løver lagt sig til at sove i lejren, så personalet var meget på stikkerne. Vi måtte således ikke gå tilbage til eget telt efter middag, uden at blive escorteret af en vagt. Spændende! Som et kuriosum havde der tidligere også været en elefant i lejren, hvilket var tydeligt på de efterladenskaber der lå ved vores telt.

Tænk sig at fylde 60 år og så have en kone, der overrasker én med en safaritur til Tanzania i fødselsdagsgave. Det er der ikke mange, der har, men det skete faktisk for mig (Preben) i maj måned i år, hvor jeg fik gaven.

Det her er så vores beskrivelse af turen til Afrika.

Tanzania er et land, der er 23 gange større end Danmark, så pænt stor! Det er samtidigt et af de få lande i Afrika, der har undgået større uroligheder, efter de blev selvstændige i 1964. Det mest alvorlige var i 1979, hvor Uganda invaderede det nordlige Tanzania. Det blev de så utilfredse med, at de ikke alene smed soldaterne ud, men fortsatte hele vejen til Enteppe, hvor de smed Idi Amin på porten. Derudover er Tanzania selvfølgelig kendt for det højeste bjerg i Afrika, Kilimanjaro, og så naturligvis Serengeti, hvor vi blandt andet skulle til.

Den 2. oktober klokken 11.15 satte vi kursen mod Københavns Lufthavn. Efter en god frokost der, kunne vi så sætte os ind i en Airbus A380-800, verdens største passagerfly, og sætte kursen mod Dubai. Fantastisk fly!

Dubai Lufthavn var til gengæld vanvittig stor. Vi troede egentlig, at vi havde masser af tid, men den blev brugt til at transportere os rundt. Ikke det man har mest lyst til midt om natten. Men det lykkedes, og vi kunne så fortsætte til Daar Es Salaam. En lille Lufthavn, hvor vi skulle købe visum til Tanzania. En lean-konsulent kunne måske pege på en ting eller to, der kunne effektiviseres i myndighedernes sagsbehandling, men de var venlige og imødekommende, så det var okay.

Så var det tid til sidste check in, fra Daar Es Salaam til Arusha via Kilimanjaro. En tur med et lille to-motors propelfly, som forløb uden problemer. Og det bedste af det hele: vores bagage var med hele vejen!

Desværre var vores chauffør, der skulle hente os i lufthavnen, ikke dukket op. Ved hjælp af en flink taxachauffør fik vi dog kontakt, og kun en time forsinket blev vi hentet.

Vores hotel lå meget passende på Serengeti Road og havde udmærkede værelser. En times tid senere kom Benjamin, den lokale repræsentant for rejsebureauet, og med ham aftalte vi de kommende dage i Tanzania.

Efter en dejlig lang nattesøvn blev vi hentet klokken 8 næste morgen af vores chauffør, Julius, der skulle være vores chauffør og guide de næste 4 dage. Han viste sig at være utrolig venlig og meget vidende om Tanzanias kultur og både dyre- og planteliv. Derudover en luksus at det kun var os 3 i en 4WD.

Turen til Ngorongoro forløb gnidningsløst, men det var også af asfalteret vej indtil opstigningen til Ngorongoro. Så var det slut med den luksus de kommende 3 dage.

Ngorongoro er et vulkankrater. Vulkanen eksploderede for 5 millioner år siden og efterlod et stort krater, der i dag rummer et rigt dyreliv med næsten alle Afrikas vilde dyr på et relativt lille område. Området er udskilt fra Serengeti, som det oprindeligt var en del af, fordi Masai folket kunne bosætte sig der. Der må nemlig ikke bo mennesker i nationalparker, som Serengeti er udnævnt til.

Vi startede safarituren med at spise vores medbragte mad på et sted med en fantastisk udsigt over Ngorongoro. Derefter kørte vi så ned på bunden af krateret, på jagt efter de vilde dyr, vi havde glædet os til at møde. Der gik ikke lang tid, før Julius fik øje på et par sovende løver. De lå helt inde under nogle tætte, små træer, og var ikke lette at få øje på. På trods af at Julius skulle koncentrere sig om at køre på elendige hullede veje, var han fantastisk til at få øje på dyrene, også selvom de var godt skjult i buskadset.

Vi fik selvfølgelig taget et hav af fotos uden at vide, at de kommende dage kun skulle blive endnu bedre.

Ved mørkets frembrud endte vi ved vores overnatningssted, som var et hotel med fabelagtig udsigt fra værelset ud over krateret.

Så er vi næsten på vej til næste ferietur, denne gang en cykeltur på Bornholm

Hotellet levede i højeste grad op til vores forventning – og mere til. Blev modtaget foran hotellet af en mand i jakkesæt, der fulgte os ind til vores “personlige” receptionist. Bagagen blev selvfølgelig håndteret af andre. Receptionisten fulgte os op på værelset på 18. sal, hvor hun bad os tage plads i designermøblerne, mens hun orienterede om de praktiske forhold på hotellet.
Nu skrev jeg godt nok værelset, men mente naturligvis lejligheden. Den var på 70 m2 og bestod af køkken og stue, mellemgang med marmorbord og vask og udgang til badeværelset med walk-in bruser og badekar og så selvfølgelig soveværelset med gulv-til-loft vindue, så vi havde en fin udsigt over Bangkok. Der var også en stor balkon med udsigt over floden. Fantastisk hotel.

Vi kunne egentlig blive på hotellet resten af ferien, men besluttede dog alligvel at komme ud at se lidt. Vi bookede os derfor ind på en guided sejltur på Bangkoks kanaler for at se en anden side af byen.
Tidligt søndag morgen tog vi så afsted og snart var vi inde i de små kanaler, der viste et andet billede af byen end høje, flotte huse og dyre biler. Der boede fattige familier langs de små floder, som primært levede af at sælge frugter og af fiskeri.

Det viste sig, at floderne indeholdt oceaner af fisk, hvilket især blev tydeligt, når man fodrede fiskene. Så kunne man bogstaveligt skovle fisk op, hvis man ville.

Vi besøgte også en orkide-plantage, hvor der var masser af smukke blomster.

Vi forlod vores båd og gik efter frokost til The Royal Palace, hvor kongen engang imellem bor og viser sig for folket. Kongen er noget ganske specielt i Thailand, og det er ikke en person, man generer eller omtaler dårligt. Flere, også turister, er røget i fængsel for at omtale kongen hånligt. Thai’erne anser ham for at være sendt fra himlen, og han er således bindeleddet mellem befolkningen og himlen. Man får derfor heller ikke adgang til paladset, med mindre man er sømmeligt påklædt. Det vil som minimum sige lange bukser og tildækkede skuldre. Man er først for nyligt gået med til, at sandaler kan bruges. Tidligere skulle det være lukkede sko.

Paladset består af mange, flotte bygninger, hvoraf de fleste er helligdomme i form af pagoder og stubaer, med masser af statuer og buddafigurer, som man kan bede til.

Der er også specialle bygninger, hvorfra nye konger biver kronet og hvorfra døde konger begraves. Meget flot og spændende.

Det var til gengæld også varmt, så ved hjemkomst til hotellet tog vi elevatoren ned til 6. sal, hvor swimmingpoolen lå, med udsigt over floden. Skønt at dase.

I dag, på vores sidste, hele dag i Bangkok, brugte vi formiddagen på at shoppe lidt. Tog hotellets private shuttlebåd, der sejler gæsterne til en SkyTrain station. Herfra toget videre ind til byen.

Det var først her, vi fornemmede, at der er uro i Bangkok. Flere steder så vi militæret, der har opsat poster langs nogle af de store veje. De var diskrete, men til stede. Så nu ikke ud til at påvirke livet omkring dem.

Eftermiddagen blev igen brugt ved swimmingpoolen, hvor vi sugede den sidste næring ud af solen og talte om vores oplevelser.

Lige nu er der så kun at pakke vores ting og derefter gå ned til restauranten, hvor vi forhåbentlig vil få et bord udenfor, tæt på floden. Der vil vi så nyde et overdådigt tag-selv bord og skåle med hinanden for en rigtig dejlig tur, hvor vi har haft en masse, spændende oplevelser.

I morgen er det så tidligt op og til lufthavnen, hvorfra vi sætter kurs mod de hjemlige breddegrader.

Vi håber, at I har nydt af følge med på vores rejse. Vi glæder os til at fortælle jer meget mere om dem

Efter 3 overnatninger skulle vi så videre til næste ø, Koh Mak.

Transporten blev foretaget fra en lille havn bag hotellet og skulle klares i en speedbåd. Herligt. Det gik rimeligt hurtigt, ca. ½ time, så anløb vi Koh Mak.

Desværre skulle opholdet vise, at hotellet ikke havde det helt store overblik. Der var ingen til at hente os, da vi ankom til øen. Først efter en henvendelse til turistkontoret, der ringede til hotellet, kom der en bil efter ½ time for at hente os. Bilen var næsten fuld af thailandske kvinder og børn, og vi skulle lige en mindre omvej for at sætte en af kvinderne af.

Nå, i det mindste var hotellet da klar over, at vi var ankommet, så vi blev hurtigt tildelt en hytte i første række ud til stranden. Det var dejligt.

Koh Mak er en lille ø på bare 16 km2, og der er ikke meget at se på øen, hvor vi skulle have 2 overnatninger. Stranden var flot, men desværre ikke så badevenlig, da der lå masser af sten i vandet. Det var til gengæld dejligt at gå en tur på den lille ø og nyde det gode vejr.

Der er flere måder at sikre sig skygge.

På 2. dagen fik vi en lille gæst i palmen udenfor vores hytte, nemlig en slange, der tiltrak sig noget opmærksomhed. Det var den vist ikke helt tilfreds med, for den forsøgte at skjule sig bag palmebladene.

Tæt ved hotellet lå en lille hyggelig vej, hvor der lå flere lokale restauranter. Det lykkedes os at finde to supergode små restauranter, der serverede virkelig god thailandsk mad. Positiv oplevelse.
Det var hotellet som nævnt ikke, ud over vores hytte, som var fin. Morgenmadsrestauranten lå rigtigt fint, men personalet var til gengæld uinspirerende og åbenbart trætte af hotellets gæster. De gad hverken svare eller smile, når man talte til dem, men udførte bare det, man bad dem om. Morgenmaden var i øvrigt heller ikke noget at skrive hjem om.
De vi skulle tjekke ud af hotellet, havde de tydeligvis glemt at sørge for transport til os til havnen, så det måtte de få klaret i en fart. Godt at vi kun havde to overnatninger der.

Videre i speedbåd til den 3. ø, Koh Chang. Det var en helt anderledes positiv oplevelse. Hotellet var næsten af samme standard som det i Ngapali Beach. Ved ankomsten til hotellet blev vi modtaget af smilende personale, der stod klar med frisk juice og vådservietter, så kunne kunne friske os, mens de klarede det praktiske i forbindelse med indtjekning.Igen blev vi tildelt egen hytte, dog ikke i første række ved stranden, men vi følte nærmest, at vi boede i en tropisk regnskov. Bare uden regnen, altså.

Restauranten lå på stranden, og da de samtidigt havde smilende og venligt personale, og fantastisk god mad, var vi hurtigt klar over, at vi nok ikke ville bevæge os meget udenfor hotellet og stranden de kommende dage.

Og det kom i høj grad til at passe. Bortset fra et par små gåture til den nærliggende by, dasede vi bare på hotellet.

Vi kunne også nyde personalet, der optrådte for gæster den ene aften. Meget hyggeligt.

Det kom nu alligevel ikke helt til at passe, at vi blev på hotellet. En enkelt gang måtte vi lidt længere væk. Vi måtte lige et smut på øens internationale klinik for at få en læge til at undersøge Lisbeths mave, der havde voldt lidt kvaler. Også her var service på hotellet i top. De stillede straks en bil og chauffør til rådighed, og han ventede ovenikøbet de to timer det tog, så han kunne køre os tilbage til hotellet igen. Det var bare en let infektion, som medicinen hurtigt fik has på.
Ja, desværre er vores ø-ferie forbi ,og vi er nu på vej til vores sidste destignation på vores ferie, Bangkok. Er spændte på hotellet. Via hotels.com fandt vi et fantastisk tilbud på et 5-stjernet hotel, så nu håber vi bare, at det lever op til vores forventninger.

Næste morgen tidligt afsted mod Mekong Deltaet, hvor vi skulle overnatte på et nyt hotel. Undervejs holdt vi på den nok flotteste rasteplads, vi har set. Her kunne de danske myndigheder lære noget.

Der blev også tid til endnu et tempel undervejs, der mest af alt var kendt for sin meget store statue af “The happy Budda”, som i virkeligheden ikke er Budda, men en af hans hjælpere.

Omkring frokosttid ankom vi til udkanen af byen Can Tho, der ligger midt i Mekong Deltaet. Deltaet består af en masse bifloder til floden Mekong, der udspringer i Tibet og løber gennem Kina, Myanmar, Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam.

Her entrede vi igen en båd og sejlede ud på Mekongfloden. Turen førte os til en lille landsby, hvor en familie havde specialiseret sig i at lave kokosslik. Der var selvfølgelig masser af smagsprøver, hvilket gjorde at vi købte proviant til den sidste del af ferien.

Fra landsbyen gik det i hestevogn til en lille restaurant, hvor vi fik noget frugt og et indslag fra en lokal musikgruppe, der sang en traditionel velkomstsang.
Bag restauranten løb en lille flod, hvor der ventede en lille båd, der sejlede os tilbage til vores “egen” båd, der lå ude på hovedfloden.

Den bragte os hen til en særdeles hyggelig restaurant, der lå langs floden.
Det første vi så var en okse, der havde søgt ly for varmen i vandet, hvor den praktisk taget stod, mens vi spiste.

Vi indtog den meget velsmagende fisk i en overdækket veranda i haven. Meget fredfyldt og dejligt.

Så var det blevet tid til at sejle tilbage til bilen, der bragte os det sidste stykke ind til byen og til hotellet.
Vi gik en lille tur i byen, der nu ikke umiddelbart virkede særligt charmerende. Om aftenen tog vores guide os ud på en restaurant ved floden, der var ganske udmærket. Vi sagde, at vi gerne ville gå hjem derfra, hvilket han havde lidt svært ved at forstå, når vi nu havde en bil til rådighed og der var 1,5 km til hotellet! Det blev en hyggelig gåtur.
Næste morgen bad vi om at starte kl. 07.30, så vi fik noget ud af dagen. Hvad vi ikke vidste var, at to danske piger skulle med os om formiddagen, så de måtte tidligt ud af fjerene for at følges med os. De tog det med godt humør, selv om de var lidt trætte, da deres nabo på hotellet holdt fest indtil kl. 02.00!

Vi kørte ned til floden, hvor vi i en båd skulle besøge det flydende marked. Måske overflødigt at skrive, men det flydende marked består altså af en masse både, der ligger tæt på hinanden og hvorfra man sælger frugt, friske grøntsager og meget andet. Sjovt og lettere kaotisk med alle de både. Vi entrede en enkelt for at købe noget frisk ananas.

Bagefter en tur på marked på fastlandet, hvor de også solgte grøntsager, fisk og kød i massevis. Ikke alt var dog lige lækkert. Og nej, rottekød var ikke noget af det, vi fik smagt i Vietnam!

Frokosten blev indtaget sammen med de danske piger på den flotte rasteplads, før vi igen sagde farvel til dem og satte kursen tilbage til Saigon.
Vi havde heldigvis lidt tid om eftermiddagen i Saigon, så vi gik en tur til Reunification Palace. Det er stedet, hvor den daværende præsident for Sydvietnam boede og hvor vietcon den 30. april 1975 bragede gennem gitterporten til paladset, hvorefter præsidenten overgav sig og Vietnamkrigen sluttede.

Det var i øvrigt hans eneste opgave, da han kun havde været præsident i 42 timer. Den tidligere var et par dage forinden flygtet af pladsen. Paladset er i dag åbnet for turister, men bruges også til repræsentative formål.

Afslutningen på vores tur i Vietnam fandt sted på en sjov restaurant tæt ved hotellet. Den var berømmet i Tripadvisor for deres gode mad og venlige betjening, men absolut ikke for interiøret. Der stod nogle borde og stole i et ellers nøgent lokale. Den eneste udsmykning var alle de bemærkninger, forskellige gæster havde skrevet på væggene. Men maden var god og betjeningen venlig. En af tjenerne kom og tilbød os noget af hans hjemmelavede risvin. Tror at det var hans eneste opgave….han var pælestiv, men i vældig godt humør.

Vi ankom med fly til Saigon lige efter frokost, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til hotellet. Byens officielle navn er egentlig Ho Chi Minh City, men på vores rejse gennem Vietnam havde vi bemærket, at alle, der omtalte byen, sagde Saigon, som er det gamle navn før krigen. Jeg spurgte på et tidspunkt en ekspedient i skrædderforretningen, om hvorfor hun sagde Saigon og ikke Ho Chi Minh City. Hun svarede først, at det var lettere at sige, men på vores spørgsmål om det også var “det rigtige navn”, svarede hun efter lidt tøven klart ja! Efter frokost på en fortovsrestaurant gik vi til “War Remnants Museum”, som er et museum om Amerikakrigen, som Vietnamkrigen hedder her.

Man skulle selvfølgelig holde sig for øje, at museet var en ret ensidig fortælling af krigen set fra styrets side. Det var imperialisterne mod tapre jævne soldater og bønder fra nord, og krigsforbrydelserne skete kun fra amerikanernes side. Når det er sagt, var fotodokumentationen faktisk fra vestlige fotografer, og der blev utvivlsomt begået uhyggelige forbrydelser af amerikanerne under krigen. Meget var dokumenteret, og intet var gjort for at sløre de meget uhyggelige og makabre billeder.

Udenfor museet var opstillet nogle af de tanks og fly, der blev erobret under krigen. Et hjørne var også reserveret til udstilling af nogle af de genstande, franskmændene brugte under deres krig i Vietnam indtil 1954, blandt andet guilliotinen.

Efter dette besøg, som vi desværre havde for kort tid til, var det på sin plads med lidt mere fredfyldt. Vi gik derfor en tur til en nærliggende park, hvor indbyggerne i Saigon gik hen for at slappe af.

Hver morgen var der mange, der dyrkede forskellige former for gymnastik i parken, og om eftermiddagen var der mange dansegrupper, der øvede deres trin til dæmpet musik.

Et skønt sted.

Næste morgen blev vi afhentet af en ny guide og chauffør. Turen gik et par timers kørsel ud af Saigon til et tempel, hvor man dyrkede en særlig religion. I 1923 var der en mand i Vietnam, der mente at verden trængte til en ny, samlende religion. Sammen med nogle “disciple” opfandt han en religion med dele fra buddhismen, taoismen, kristendom og konfusiamismen, med mindre indslag fra andre religioner. Den nye religion blev kaldt “Caodaism”. Man tilbeder ikke en bestemt gud, men beder til det “Guddommelige Øje”, som symbol for den gud, man hver især tilbeder.

Øjet har nogle disciple, blandt andet forskellige personligheder som Jesus, Victor Hugo og Lenin! I 1936 besluttede de at bygge et tempel udenfor Saigon.

Det tog dem ti år at bygge templet og blive enige om hvordan religionen skulle udleves med ceremonier, præster m.v. I 1946 stod templet færdigt og lige siden har munke og nonner dyrket deres religion her.

Om eftermiddagen var det tid til et meget spændende besøg i tunnellerne nord for Saigon. Under Vietnamkrigen benyttede Vietcon sig af et meget sindrigt og smart tunnelsystem, som amerikanerne aldrig fandt ud af, hvordan det egentlig var udbygget og fungerede. Tunnelsystemet, vi besøgte, består af 200 km tuneller og var opbygget i 3 etager, hvoraf den nederste lå ca. 9 m under jorden.

Tunellerne er så små, at amerikanske soldater ikke kunne bevæge sig rundt i dem. Det kunne de sydvietnamesiske soldater, men tunnellerne var så fyldt med forskellige fælder, at de var rædselsslagne ved at gå derned. Tunnellerne var faktisk medvirkende til, at vietcon kunne holde stand mod en ellers overlegen amerikansk militærstyrke. Vi så også nogle af de fælder, vietcon i øvrigt lagde for de amerikanske soldater. De var enkle, men geniale og meget modbydelige. De var mest tænkt til at såre soldaterne, så de døde langsomt, gerne over flere dage. Krig er en modbydelig størrelse.

Næste stop på turen var Hoi An. Vi blev hentet på hotellet næste morgen og kørte afsted mod byen, en tur på ca. 4 timer. Undervejs gjorde vi holdt på en bjergtop, hvor der var en fantastisk udsigt ud over en bugt. Straks vi standsede, blev vi overfaldet af både en restaurantejer, der mente at han havde den bedste vietnamesiske kaffe, og nogle sælgere, der mente at de havde lige præcis det skrammel, vi stod og manglede. Det havde de nu ikke, men vi besluttede at smage den lokale kaffe. Faktisk overraskende for os, at Vietnam er verdens næststørste producent af kaffebønner. Den vietnamesiske kaffe er kendetegnet ved, at den smager ligeså meget af kakao som kaffe og fylder næsten som et helt måltid, men den smager rigtigt godt.
Ved ankomsten til Hoi An blev vi sat af ved et silkespinderi, hvor man klarede hele produktionen fra opdræt af silkeorme til de færdige silkeprodukter.

Mest imponerende var nok deres silkebroderier. Der sad 4-5 syersker og syede broderier med silketråd, mange så flotte i skygger og detaljer, at det var svært at se at det ikke var fotos. De kunne så også være over 2 måneder om bare et billede.
Der var selvfølgelig også sat tid af til at besøge deres tøjforretning, men guiden opfordrede os til at vente med at købe tøj. Han skulle nok vise os vej til en skrædder, der var væsentlig  billigere, men ligeså god.
Herefter en rundtur i byens centrum. Hoi An er en meget gammel by, hvor der tidligere har boet en del kinesere.

Derudover er byen kendt for sin japanske bro, der er mange hundrede år gammel og huser et meget lille museum, som vi ikke selv ville have købt billet til, men det gjorde guiden, så vi brugte de to minutter, det tog aty overse museet.

Husene er bevaret fra dengang, og på trods af, at der er rigtigt mange turister og derfor også turistforretninger, er husene bevaret i den gamle stil, hvilket gjorde byen rigtig hyggelig.  Da det samtidigt var første fuldmåne efter nytåret, var der lysfest i byen. Overalt var der hængt silkelamper op, som gav en meget smuk kulisse om aftenen.

Vi fandt en meget dejlig restaurant at spise på. De reklamerede også med at de havde “cooking class”, hvilket vi meldte os til.

Næste morgen blev vi hentet af guiden på hotellet. Hotellet lå desværre lidt udenfor byen, så transport til og fra måtte klares med shuttle-bus, hvilket var ok, men ikke optimalt.
Dagens besøg gjaldt en samling templer et stykke fra byen. Templerne blev desværre brugt under Vietnamkrigen af Vietcon (kommunisterne) som base, hvilket gjorde at amerkanerne bombede området sønder og sammen. Også her har man besluttet sig for et langtidsprojekt med at genopbygge, med sagkyndig assistance fra andre lande. På trods af ødelæggelserne stadig et besøg værd.

Umiddelbart før vi nåede tilbage til byen, blev vi sat af ved floden og til endnu en sejltur, denne gang til en mindre landsby, der har specialiseret sig i træudskæringer. Vældig flot.
Sejlturen fortsatte tilbage til Hoi An, hvor vi blev sat af ved en restaurant ved havnekajen.
Om eftermiddagen gik vi en tur til den skrædder, guiden havde anbefalet. Tanken var egentlig bare at købe en jakke og en sommerkjole, men inden vi fik set os ham, havde vi bestilt en mindre garderobe. De lovede at sy på bestillingerne, så de var klar til 1. prøve dagen efter kl. 15 og efterfølgende prøve igen kl. 17. Effektivt.
Lørdag morgen var det tidligt op. Vi skulle være inde i Hoi An kl. 07.45 til vores cooking-class.

Vi startede dagen med at spise den bedste vietnamesiske morgenmad, vi overhovedet har smagt. Derefter gik vi på det lokale marked sammen med en af underviserne, der førte os igennem alle de friske grøntsager, krydderurter, fisk, kød m.m., mens hun engaeret fortalte os om råvarerne.

Tilbage i restauranten var det så tid for os at få forklæder på og lave vietnamesisk mad.

Kokken, der underviste os, gjorde det meget levende og forklarende, så det blev en rigtig hyggelig og sjov formiddag, hvor vi fik lavet fire forskellige retter. Og de blev gode!

Eftermiddagen gik med at slentre rundt i byen og to besøg hos skrædderne, hvor de sidste ting blev rettet til. Ja, vi måtte så også lige købe en ny kuffert, så vi fik plads til den nye garderobe.
En lang dag blev afsluttet med cocktail og restaurantbesøg, før vi skulle hjem at pakke og flyve til Saigon næste morgen.