Det var nogle helt fantastiske dage på Serengeti og lidt vildt at sove i telt uden anden beskyttelse fra dyrene end en teltdug og nogle kraftige lommelygter. Men samtidigt både sjovt og hyggeligt.

Mandag morgen satte vi igen kursen mod Arusha. Kørte igen igennem Serengeti og tilbage via Ngorongoro. Her gjorde vi holdt ved en Masai landsby, hvor beboerne kom ud fra landsbyen og sang en velkomstsang for os med tilhørende dans.
Det var høvdingens søn, der tog imod os. Dem havde han nu en del af, da han havde et sted mellem 10 og 15 koner, alt efter hvem du spurgte.

Derefter gik vi ind i landsbyen, hvor mændene opførte en rituel dans, hvor de på skift træder frem og dyster om at hoppe højest.
En anden søn tog over og viste os ind i et af husene. Det var, som alle de andre, et lille rundt, lerklinet hus, hvor det kneb med at stå oprejst. Det var mørkt, men efter et øjeblik vænnede øjnene sig til og det var muligt at se lidt. Her boede en af høvdingens koner med hendes 4 børn. Høvdingen måtte ikke sove hos den samme kone to nætter i træk, så han gik på omgang i mange hytter.

Masaierne er nomader, så husene er primitive og lette at rive ned igen. Sønnen fortalte, at det er kvindernes arbejde at bygge huse, når de slår sig ned et nyt sted. Det er selvfølgelig også kvinden, der laver mad og passer børn. Børnene passer så til gengæld køerne. Det er så til gengæld mændenes ansvar at holde styr på verdenssituationen og i øvrigt passe på familien. Jo, jo…..
I midten af landsbyen havde masaierne sat boder op, hvor vi kraftigt blev opfordret til at støtte dem ved at købe nogle af deres ting. Billigt var det ikke, men vi trøstede os med, at det gik til et godt formål.

Besøget sluttede med et besøg i den lille skole, hvor børnene sang en sang for os. Herefter var det tid til at forsætte kørslen til Arusha, som vi nåede sidst på eftermiddagen. Vi var tilbage ved det første hotel, vi overnattede i, før vi dagen efter skulle videre til Zanzibar. Her var det så også tid til at sige farvel til vores supergode guide og chauffør.