Krigsforbrydelser og dans

Vi ankom med fly til Saigon lige efter frokost, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til hotellet. Byens officielle navn er egentlig Ho Chi Minh City, men på vores rejse gennem Vietnam havde vi bemærket, at alle, der omtalte byen, sagde Saigon, som er det gamle navn før krigen. Jeg spurgte på et tidspunkt en ekspedient i skrædderforretningen, om hvorfor hun sagde Saigon og ikke Ho Chi Minh City. Hun svarede først, at det var lettere at sige, men på vores spørgsmål om det også var “det rigtige navn”, svarede hun efter lidt tøven klart ja! Efter frokost på en fortovsrestaurant gik vi til “War Remnants Museum”, som er et museum om Amerikakrigen, som Vietnamkrigen hedder her.

War Remnants Museum

War Remnants Museum

Man skulle selvfølgelig holde sig for øje, at museet var en ret ensidig fortælling af krigen set fra styrets side. Det var imperialisterne mod tapre jævne soldater og bønder fra nord, og krigsforbrydelserne skete kun fra amerikanernes side. Når det er sagt, var fotodokumentationen faktisk fra vestlige fotografer, og der blev utvivlsomt begået uhyggelige forbrydelser af amerikanerne under krigen. Meget var dokumenteret, og intet var gjort for at sløre de meget uhyggelige og makabre billeder.

Erobrede amerikanske fly

Erobrede amerikanske fly

Udenfor museet var opstillet nogle af de tanks og fly, der blev erobret under krigen. Et hjørne var også reserveret til udstilling af nogle af de genstande, franskmændene brugte under deres krig i Vietnam indtil 1954, blandt andet guilliotinen.

Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954

Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954

Efter dette besøg, som vi desværre havde for kort tid til, var det på sin plads med lidt mere fredfyldt. Vi gik derfor en tur til en nærliggende park, hvor indbyggerne i Saigon gik hen for at slappe af.

Lidt mere fredfyldt.....

Lidt mere fredfyldt…..

Hver morgen var der mange, der dyrkede forskellige former for gymnastik i parken, og om eftermiddagen var der mange dansegrupper, der øvede deres trin til dæmpet musik.

Dansegruppe, der øver i parken

Dansegruppe, der øver i parken

Indgang til teater i parken

Indgang til teater i parken

Et skønt sted.

Næste morgen blev vi afhentet af en ny guide og chauffør. Turen gik et par timers kørsel ud af Saigon til et tempel, hvor man dyrkede en særlig religion. I 1923 var der en mand i Vietnam, der mente at verden trængte til en ny, samlende religion. Sammen med nogle “disciple” opfandt han en religion med dele fra buddhismen, taoismen, kristendom og konfusiamismen, med mindre indslag fra andre religioner. Den nye religion blev kaldt “Caodaism”. Man tilbeder ikke en bestemt gud, men beder til det “Guddommelige Øje”, som symbol for den gud, man hver især tilbeder.

The Divine Eye

The Divine Eye

Øjet har nogle disciple, blandt andet forskellige personligheder som Jesus, Victor Hugo og Lenin! I 1936 besluttede de at bygge et tempel udenfor Saigon.

Templet

Templet

Det tog dem ti år at bygge templet og blive enige om hvordan religionen skulle udleves med ceremonier, præster m.v. I 1946 stod templet færdigt og lige siden har munke og nonner dyrket deres religion her.

Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13

Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13

Om eftermiddagen var det tid til et meget spændende besøg i tunnellerne nord for Saigon. Under Vietnamkrigen benyttede Vietcon sig af et meget sindrigt og smart tunnelsystem, som amerikanerne aldrig fandt ud af, hvordan det egentlig var udbygget og fungerede. Tunnelsystemet, vi besøgte, består af 200 km tuneller og var opbygget i 3 etager, hvoraf den nederste lå ca. 9 m under jorden.

"Soldat" på vej ned i tunnelen

“Soldat” på vej ned i tunnelen

Og væk er hun - og tunnelen

Og væk er hun – og tunnelen

Tunellerne er så små, at amerikanske soldater ikke kunne bevæge sig rundt i dem. Det kunne de sydvietnamesiske soldater, men tunnellerne var så fyldt med forskellige fælder, at de var rædselsslagne ved at gå derned. Tunnellerne var faktisk medvirkende til, at vietcon kunne holde stand mod en ellers overlegen amerikansk militærstyrke. Vi så også nogle af de fælder, vietcon i øvrigt lagde for de amerikanske soldater. De var enkle, men geniale og meget modbydelige. De var mest tænkt til at såre soldaterne, så de døde langsomt, gerne over flere dage. Krig er en modbydelig størrelse.

En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 netalspyd

En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 metalspyd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *