Månedsarkiv: februar 2014

Sjov fisk og rotter på menuen…

Næste morgen tidligt afsted mod Mekong Deltaet, hvor vi skulle overnatte på et nyt hotel. Undervejs holdt vi på den nok flotteste rasteplads, vi har set. Her kunne de danske myndigheder lære noget.

Sådan kan en rasteplads også se ud
Sådan kan en rasteplads også se ud

Der blev også tid til endnu et tempel undervejs, der mest af alt var kendt for sin meget store statue af “The happy Budda”, som i virkeligheden ikke er Budda, men en af hans hjælpere.

The happy Budda
The happy Budda

Omkring frokosttid ankom vi til udkanen af byen Can Tho, der ligger midt i Mekong Deltaet. Deltaet består af en masse bifloder til floden Mekong, der udspringer i Tibet og løber gennem Kina, Myanmar, Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam.

Tid til en ny sejltur, sammen med vores guide
Tid til en ny sejltur, sammen med vores guide

Her entrede vi igen en båd og sejlede ud på Mekongfloden. Turen førte os til en lille landsby, hvor en familie havde specialiseret sig i at lave kokosslik. Der var selvfølgelig masser af smagsprøver, hvilket gjorde at vi købte proviant til den sidste del af ferien.

Vores næste transportmiddel, en hestevogn
Vores næste transportmiddel, en hestevogn

Fra landsbyen gik det i hestevogn til en lille restaurant, hvor vi fik noget frugt og et indslag fra en lokal musikgruppe, der sang en traditionel velkomstsang.
Bag restauranten løb en lille flod, hvor der ventede en lille båd, der sejlede os tilbage til vores “egen” båd, der lå ude på hovedfloden.

På vej ud til turbåden
På vej ud til turbåden

Den bragte os hen til en særdeles hyggelig restaurant, der lå langs floden.
Det første vi så var en okse, der havde søgt ly for varmen i vandet, hvor den praktisk taget stod, mens vi spiste.

Sådan klarer man høj sol og  32-33 graders varme
Sådan klarer man høj sol og 32-33 graders varme

Vi indtog den meget velsmagende fisk i en overdækket veranda i haven. Meget fredfyldt og dejligt.

Dejligt sted til en frokost
Dejligt sted til en frokost
Og til at indtage denne velsmagende fisk
Og til at indtage denne velsmagende fisk

Så var det blevet tid til at sejle tilbage til bilen, der bragte os det sidste stykke ind til byen og til hotellet.
Vi gik en lille tur i byen, der nu ikke umiddelbart virkede særligt charmerende. Om aftenen tog vores guide os ud på en restaurant ved floden, der var ganske udmærket. Vi sagde, at vi gerne ville gå hjem derfra, hvilket han havde lidt svært ved at forstå, når vi nu havde en bil til rådighed og der var 1,5 km til hotellet! Det blev en hyggelig gåtur.
Næste morgen bad vi om at starte kl. 07.30, så vi fik noget ud af dagen. Hvad vi ikke vidste var, at to danske piger skulle med os om formiddagen, så de måtte tidligt ud af fjerene for at følges med os. De tog det med godt humør, selv om de var lidt trætte, da deres nabo på hotellet holdt fest indtil kl. 02.00!

Det flydende marked
Det flydende marked

Vi kørte ned til floden, hvor vi i en båd skulle besøge det flydende marked. Måske overflødigt at skrive, men det flydende marked består altså af en masse både, der ligger tæt på hinanden og hvorfra man sælger frugt, friske grøntsager og meget andet. Sjovt og lettere kaotisk med alle de både. Vi entrede en enkelt for at købe noget frisk ananas.

Frisk ananas på pind, sammen med vores nye, danske veninder
Frisk ananas på pind, sammen med vores nye, danske veninder

Bagefter en tur på marked på fastlandet, hvor de også solgte grøntsager, fisk og kød i massevis. Ikke alt var dog lige lækkert. Og nej, rottekød var ikke noget af det, vi fik smagt i Vietnam!

Værs'go at spis - fersk rottekød
Værs’go at spis – fersk rottekød

Frokosten blev indtaget sammen med de danske piger på den flotte rasteplads, før vi igen sagde farvel til dem og satte kursen tilbage til Saigon.
Vi havde heldigvis lidt tid om eftermiddagen i Saigon, så vi gik en tur til Reunification Palace. Det er stedet, hvor den daværende præsident for Sydvietnam boede og hvor vietcon den 30. april 1975 bragede gennem gitterporten til paladset, hvorefter præsidenten overgav sig og Vietnamkrigen sluttede.

Foto af den berømte tank, der nedlagde gitterporten til paladset
Foto af den berømte tank, der nedlagde gitterporten til paladset

Det var i øvrigt hans eneste opgave, da han kun havde været præsident i 42 timer. Den tidligere var et par dage forinden flygtet af pladsen. Paladset er i dag åbnet for turister, men bruges også til repræsentative formål.

Paladset, som det ser ud i dag
Paladset, som det ser ud i dag

Afslutningen på vores tur i Vietnam fandt sted på en sjov restaurant tæt ved hotellet. Den var berømmet i Tripadvisor for deres gode mad og venlige betjening, men absolut ikke for interiøret. Der stod nogle borde og stole i et ellers nøgent lokale. Den eneste udsmykning var alle de bemærkninger, forskellige gæster havde skrevet på væggene. Men maden var god og betjeningen venlig. En af tjenerne kom og tilbød os noget af hans hjemmelavede risvin. Tror at det var hans eneste opgave….han var pælestiv, men i vældig godt humør.

Krigsforbrydelser og dans

Vi ankom med fly til Saigon lige efter frokost, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til hotellet. Byens officielle navn er egentlig Ho Chi Minh City, men på vores rejse gennem Vietnam havde vi bemærket, at alle, der omtalte byen, sagde Saigon, som er det gamle navn før krigen. Jeg spurgte på et tidspunkt en ekspedient i skrædderforretningen, om hvorfor hun sagde Saigon og ikke Ho Chi Minh City. Hun svarede først, at det var lettere at sige, men på vores spørgsmål om det også var “det rigtige navn”, svarede hun efter lidt tøven klart ja! Efter frokost på en fortovsrestaurant gik vi til “War Remnants Museum”, som er et museum om Amerikakrigen, som Vietnamkrigen hedder her.

War Remnants Museum
War Remnants Museum

Man skulle selvfølgelig holde sig for øje, at museet var en ret ensidig fortælling af krigen set fra styrets side. Det var imperialisterne mod tapre jævne soldater og bønder fra nord, og krigsforbrydelserne skete kun fra amerikanernes side. Når det er sagt, var fotodokumentationen faktisk fra vestlige fotografer, og der blev utvivlsomt begået uhyggelige forbrydelser af amerikanerne under krigen. Meget var dokumenteret, og intet var gjort for at sløre de meget uhyggelige og makabre billeder.

Erobrede amerikanske fly
Erobrede amerikanske fly

Udenfor museet var opstillet nogle af de tanks og fly, der blev erobret under krigen. Et hjørne var også reserveret til udstilling af nogle af de genstande, franskmændene brugte under deres krig i Vietnam indtil 1954, blandt andet guilliotinen.

Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954
Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954

Efter dette besøg, som vi desværre havde for kort tid til, var det på sin plads med lidt mere fredfyldt. Vi gik derfor en tur til en nærliggende park, hvor indbyggerne i Saigon gik hen for at slappe af.

Lidt mere fredfyldt.....
Lidt mere fredfyldt…..

Hver morgen var der mange, der dyrkede forskellige former for gymnastik i parken, og om eftermiddagen var der mange dansegrupper, der øvede deres trin til dæmpet musik.

Dansegruppe, der øver i parken
Dansegruppe, der øver i parken
Indgang til teater i parken
Indgang til teater i parken

Et skønt sted.

Næste morgen blev vi afhentet af en ny guide og chauffør. Turen gik et par timers kørsel ud af Saigon til et tempel, hvor man dyrkede en særlig religion. I 1923 var der en mand i Vietnam, der mente at verden trængte til en ny, samlende religion. Sammen med nogle “disciple” opfandt han en religion med dele fra buddhismen, taoismen, kristendom og konfusiamismen, med mindre indslag fra andre religioner. Den nye religion blev kaldt “Caodaism”. Man tilbeder ikke en bestemt gud, men beder til det “Guddommelige Øje”, som symbol for den gud, man hver især tilbeder.

The Divine Eye
The Divine Eye

Øjet har nogle disciple, blandt andet forskellige personligheder som Jesus, Victor Hugo og Lenin! I 1936 besluttede de at bygge et tempel udenfor Saigon.

Templet
Templet

Det tog dem ti år at bygge templet og blive enige om hvordan religionen skulle udleves med ceremonier, præster m.v. I 1946 stod templet færdigt og lige siden har munke og nonner dyrket deres religion her.

Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13
Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13

Om eftermiddagen var det tid til et meget spændende besøg i tunnellerne nord for Saigon. Under Vietnamkrigen benyttede Vietcon sig af et meget sindrigt og smart tunnelsystem, som amerikanerne aldrig fandt ud af, hvordan det egentlig var udbygget og fungerede. Tunnelsystemet, vi besøgte, består af 200 km tuneller og var opbygget i 3 etager, hvoraf den nederste lå ca. 9 m under jorden.

"Soldat" på vej ned i tunnelen
“Soldat” på vej ned i tunnelen
Og væk er hun - og tunnelen
Og væk er hun – og tunnelen

Tunellerne er så små, at amerikanske soldater ikke kunne bevæge sig rundt i dem. Det kunne de sydvietnamesiske soldater, men tunnellerne var så fyldt med forskellige fælder, at de var rædselsslagne ved at gå derned. Tunnellerne var faktisk medvirkende til, at vietcon kunne holde stand mod en ellers overlegen amerikansk militærstyrke. Vi så også nogle af de fælder, vietcon i øvrigt lagde for de amerikanske soldater. De var enkle, men geniale og meget modbydelige. De var mest tænkt til at såre soldaterne, så de døde langsomt, gerne over flere dage. Krig er en modbydelig størrelse.

En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 netalspyd
En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 metalspyd

Shop amok i Hoi An

Næste stop på turen var Hoi An. Vi blev hentet på hotellet næste morgen og kørte afsted mod byen, en tur på ca. 4 timer. Undervejs gjorde vi holdt på en bjergtop, hvor der var en fantastisk udsigt ud over en bugt. Straks vi standsede, blev vi overfaldet af både en restaurantejer, der mente at han havde den bedste vietnamesiske kaffe, og nogle sælgere, der mente at de havde lige præcis det skrammel, vi stod og manglede. Det havde de nu ikke, men vi besluttede at smage den lokale kaffe. Faktisk overraskende for os, at Vietnam er verdens næststørste producent af kaffebønner. Den vietnamesiske kaffe er kendetegnet ved, at den smager ligeså meget af kakao som kaffe og fylder næsten som et helt måltid, men den smager rigtigt godt.
Ved ankomsten til Hoi An blev vi sat af ved et silkespinderi, hvor man klarede hele produktionen fra opdræt af silkeorme til de færdige silkeprodukter.

Silkeorme, der æder i 21 dage, hvorefter de forpupper sig
Silkeorme, der æder i 21 dage, hvorefter de forpupper sig

Mest imponerende var nok deres silkebroderier. Der sad 4-5 syersker og syede broderier med silketråd, mange så flotte i skygger og detaljer, at det var svært at se at det ikke var fotos. De kunne så også være over 2 måneder om bare et billede.
Der var selvfølgelig også sat tid af til at besøge deres tøjforretning, men guiden opfordrede os til at vente med at købe tøj. Han skulle nok vise os vej til en skrædder, der var væsentlig  billigere, men ligeså god.
Herefter en rundtur i byens centrum. Hoi An er en meget gammel by, hvor der tidligere har boet en del kinesere.

Derudover er byen kendt for sin japanske bro, der er mange hundrede år gammel og huser et meget lille museum, som vi ikke selv ville have købt billet til, men det gjorde guiden, så vi brugte de to minutter, det tog aty overse museet.

Den japanske bro i Hoi An
Den japanske bro i Hoi An

Husene er bevaret fra dengang, og på trods af, at der er rigtigt mange turister og derfor også turistforretninger, er husene bevaret i den gamle stil, hvilket gjorde byen rigtig hyggelig.  Da det samtidigt var første fuldmåne efter nytåret, var der lysfest i byen. Overalt var der hængt silkelamper op, som gav en meget smuk kulisse om aftenen.

Flot lyskulisse
Flot lyskulisse

Vi fandt en meget dejlig restaurant at spise på. De reklamerede også med at de havde “cooking class”, hvilket vi meldte os til.

Næste morgen blev vi hentet af guiden på hotellet. Hotellet lå desværre lidt udenfor byen, så transport til og fra måtte klares med shuttle-bus, hvilket var ok, men ikke optimalt.
Dagens besøg gjaldt en samling templer et stykke fra byen. Templerne blev desværre brugt under Vietnamkrigen af Vietcon (kommunisterne) som base, hvilket gjorde at amerkanerne bombede området sønder og sammen. Også her har man besluttet sig for et langtidsprojekt med at genopbygge, med sagkyndig assistance fra andre lande. På trods af ødelæggelserne stadig et besøg værd.

Ruiner i tempelbyen
Ruiner i tempelbyen

Umiddelbart før vi nåede tilbage til byen, blev vi sat af ved floden og til endnu en sejltur, denne gang til en mindre landsby, der har specialiseret sig i træudskæringer. Vældig flot.
Sejlturen fortsatte tilbage til Hoi An, hvor vi blev sat af ved en restaurant ved havnekajen.
Om eftermiddagen gik vi en tur til den skrædder, guiden havde anbefalet. Tanken var egentlig bare at købe en jakke og en sommerkjole, men inden vi fik set os ham, havde vi bestilt en mindre garderobe. De lovede at sy på bestillingerne, så de var klar til 1. prøve dagen efter kl. 15 og efterfølgende prøve igen kl. 17. Effektivt.
Lørdag morgen var det tidligt op. Vi skulle være inde i Hoi An kl. 07.45 til vores cooking-class.

Fantastisk morgenmad
Fantastisk morgenmad

Vi startede dagen med at spise den bedste vietnamesiske morgenmad, vi overhovedet har smagt. Derefter gik vi på det lokale marked sammen med en af underviserne, der førte os igennem alle de friske grøntsager, krydderurter, fisk, kød m.m., mens hun engaeret fortalte os om råvarerne.

De friske råvarer vises frem
De friske råvarer vises frem

Tilbage i restauranten var det så tid for os at få forklæder på og lave vietnamesisk mad.

Vores kok, der underviste
Vores kok, der underviste

Kokken, der underviste os, gjorde det meget levende og forklarende, så det blev en rigtig hyggelig og sjov formiddag, hvor vi fik lavet fire forskellige retter. Og de blev gode!

Prebens crispy pancake med grøntsager, urter, rejer og kylling
Prebens crispy pancake med grøntsager, urter, rejer og kylling
Der blev gået til gryderne
Der blev gået til gryderne

Eftermiddagen gik med at slentre rundt i byen og to besøg hos skrædderne, hvor de sidste ting blev rettet til. Ja, vi måtte så også lige købe en ny kuffert, så vi fik plads til den nye garderobe.
En lang dag blev afsluttet med cocktail og restaurantbesøg, før vi skulle hjem at pakke og flyve til Saigon næste morgen.

kongerne af Vietnam

Vi blev afhentet på stationen og kørt til vores hotel. Efter at have indlogeret, gik vi en tur ned til centrum. Der var en del turister, men stadig en hyggelig by at gå rundt i. Da Citadellet ikke indgik i vores program med guiden næste dag, gik vi hen vi hei hen ft besøge det.

En af de renoverede bygninger i Citadellet
En af de renoverede bygninger i Citadellet

Citadellet er en by i byen, der indtil 1945 husede landets konger. Den står af tre dele, hvoraf den inderste er den hemmelige by, hvor kun den nærmeste kongefamilie kunne være. Citadellet er meget stort, men desværre også meget ødelagt efter to krige, først mod Frankrig og derefter mod USA, der jo som bekendt støttede Sydvietnam i krigen mod kommunistene i nord.

Men ikke alt var ligeså flot
Men ikke alt var ligeså flot

Regeringen har besluttet at renovere Citadellet og er også gået i gang med det, hvilket kunne ses flere steder. Det vil alligevel tage mange årtier, før hele området er genrejst. Meget spændende at besøge og lære lidt om Vietnams historie under kongedømmer. Næste morgen igen afhentet af en ny guide og en chauffør. Denne guide talte marginalt bedre engelsk, end ham vi havde i Hanoi, som var tæt på at være uforståelig. Flere gange opgav vi helt at forstå, hvad han sagde. Vi blev kørt ned til havnen, hvor der lå en båd og ventede på os.

Tid til sejltur
Tid til sejltur

Selv om der var god plads til flere passagerer, var det kun os to (og guiden), der skulle med. Meget hyggeligt. Skipper havde tilfældigvis medbragt konen, og da vi var ude på floden, afslørede hun en mindre butik, som hun på små borde satte for os i håb om at vi ville købe alt hendes skrammel.

Forretningen fundet frem. Konen er lige ved at hente endnu et bord med skrammel
Forretningen fundet frem. Konen er lige ved at hente endnu et bord med skrammel

Trods stor indsats fra hendes side, blev det kun til et par bogmærker. Så var det tid til endnu et tempelbesøg. Det er blandt andet kendt for at have huset en munk, der den 11. juni 1963 tog sin bil og kørte til Saigon, hvor han midt i et kryds standsede bilen, steg ud og satte sig på kørebanen. Herefter overhældt han sig med benzin og satte ild til i protest mod præsidentens behandling af munke i landet.

Den berømte munk, der var træt af præsidentens behandling af munke
Den berømte munk, der var træt af præsidentens behandling af munke

Bemærkelsesværdigt på templet var også en flok kinesiske turister, der åbenbart havde en konkurrence om hvem der hurtigst kunne se templet og dets særværdigheder. De spænede rundt i grupper mens de råbte og skreg. Meget mærkværdigt!

Herefter retur til Hue, hvor det viste sig, at vi skulle besøge…..Citadellet. Det var nu ok. Det er et stort område, og guiden tog os steder, vi ikke besøgte i går. Derudover kunne han selvfølgelig fortælle mere om Citadellet, end vi havde læst os til. Efter frokost kørte vi ud af byen igen, hvor vi skulle besøge et par kongegrave. Der var ikke bare tale om en hjørne af en kirkegård eller en sarkofag i en domkirke. De blev begravet med maner, dengang.

Soldater og elefanter, der passer på en af kongegravene
Soldater og elefanter, der passer på en af kongegravene

Man byggede en mindre by med rekreative huse, små øer, hvor man kunne jage udsat vildt, statuer af soldater til at passe på graven, huse til konkurbinerne og meget andet. Tanken var blandt andet, at kongerne kunne anvende området til forskellige formål, også inden de døde. Der var stil over det. Om aftenen brugte vi en del tid på at finde en restaurant, der var højt bedømt på Tripadvisor, men det viste sig, at den ikke eksiserer. Vi fandt til gengæld en anden restaurant, godt gemt af vejen med meget lækker mad til næsten ingen penge.

Hundekoldt i Halong

Så var turen kommet til Vietnam. Vi fløj fra Yangon til Hanoi, hvor vi landede sent om aftenen. Vi havde hørt, at det kunne være koldt i nordvietnam, men der var 23 grader da vi landede, så vi var fulde af fortrøstning. Vi skulle dog blive klogere.
Næste morgen blev vi hentet på hotellet af vores guide. Vi var lidt overraskede over, at det kun var os, en chauffør og en guide, men det viste sig, at det var konceptet under hele vores tur i Vietnam. Herligt!

Ho Chi Ming mausolæum
Ho Chi Ming mausolæum

Efter et besøg på et tempel, skulle vi selvfølgelig hilse på “Onkel Ho”, Ho Chi Ming, der ligger på lit de parade i et stort mausolæum. Der var en lang kø og der blev vist film og spillet propagandamusik, mens vi ventede. Det gik nu relativt hurtigt, og det var da lidt mærkeligt at se ham ligge under et glaslåg, selv om han har været død i 45 år. To måneder hvert år kommer han “på ferie” i Rusland, hvor han bliver sat i stand til at klare endnu et år.

Jo,,man hylder skam stadig de gamle helte i Vietnam.
Jo,,man hylder skam stadig de gamle helte i Vietnam.

Næste morgen blev vi hentet af en bus og kørt ud til Halong Bay, hvor vi entrede et skib. Her skulle vi sejle ud og se bugten og overnatte på skibet. Halong Bay er af FN erklæret som “verdensarv”, og det er helt forståeligt.

Halong Bay er noget helt særligt.
Halong Bay er noget helt særligt.

Et fantastisk skue at sejle rundt mellem de klipper, der står op af havet. 1969 i alt, samme årstal som “Onkel Ho” døde, var vi belært om og underforstået, at det bestemt ikke er et tilfælde. I flere af klipperne var der kæmpe huler, som vi blev vist rundt i.
Det var både smukt og hyggeligt at sejle rundt i bugten, men oplevelsen blev lidt forstyrret af at det var hundekoldt! Næppe mere end 10-12 grader og småregn.

Højt humør, kulden til trods.
Højt humør, kulden til trods.

Efter morgenmaden dagen efter sad vi alle med overtøj på og ventede kun på at komme tilbage til en varm bus og retur til Hanoi.
Der gik vi ud for at spise på et avanceret gadekøkken, som havde lækker mad. Vi har endnu ikke turdet at kaste os ud i et autentisk gadekøkken, hvor vi ikke er sikre på hygienjen.

Udsigt til køkkenet
Udsigt til køkkenet

Kl. 22 samme aften blev vi hentet på hotellet og kørt til banegården, hvor vi skulle have nattoget til Hue, en tur på 12-13 timer. Vi var installeret i en 4 mands kupe, hvilket var ok, især efter at Lisbeth bad vores vietnamesiske sovekammerater om at være stille, så vi kunne få nattero.

Nattens logi
Nattens logi

Paradisisk strandliv

Den sidste uge af vores ophold i Myanmar tilbragte vi på Ngapali Beach. Det var et fantastisk sted.

Vores hotel fra strandsiden (billedet øverst på vores hjemmeside er udsigten fra morgenmadsterrassen)
Vores hotel fra strandsiden (billedet øverst på vores hjemmeside er udsigten fra morgenmadsterrassen)

Der lå en lang række resorts langs den hvide sandstrand, men de var så godt integreret blandt palmerne, at man næsten ikke kunne se dem. Vores hotel lå lige der hvor bebyggelsen skiftede  fra hoteller til fiskenes små bambushytter. Det betød at vi kunne følge livet i landsbyen på nært hold. Når fiskerbådene drog af sted lidt før solnedgang, og når de bragte fangsten hjem næste morgen.

Tidligt om morgenen var konerne klar til at bære nattens fangst ind på stranden
Tidligt om morgenen var konerne klar til at bære nattens fangst ind på stranden

Nogle dage gik vi tur langs stranden blandt turister og souvenirboder. Andre dage gik vi på opdagelse i den modsatte retning hvor der blev tørret fisk i alle afskygninger overalt, hvor hovedgaden summede af liv når børnene strømmede i skole, og hvor vi kunne proviantere i de lokale forretninger. Det stod dog fast at vi sluttede hver dag med cocktails og seafood på stranden. Når solen var gået ned kunne vi iagttage de små lysklatter i horisonten. De kom fra fiskerbådene der var i færd med at hente morgendagens aftensmad.

Udsigten fra strandrestauranten - lyset langt ude på havet er en fiskerbåd
Udsigten fra strandrestauranten – lyset langt ude på havet er en fiskerbåd

På forhånd havde vi været spændt på om en hel uge på stranden ville være noget for os. Det var det!

IMG_1125

Inle Lake

Noget af det, vi især har lagt mærke til her i Myanmar, er den utroligt venlige og imødekommende befolkning. De henvender sig ofte direkte til os, bare for at hilse på og høre, hvor vi kommer fra. Især de unge piger vil også meget gerne have taget et foto sammen med en turist, hvilket et par gange har forsinket vores busafgange.
Selvfølgelig møder vi også en del gadesælgere, som vil sælge frugt, t-shirts og al mulig andet skrammel.

En af gadesælgerne, der lige havde solgt Preben en t-shirt
En af gadesælgerne, der lige havde solgt Preben en t-shirt
En anden, meget chamerrende gadesælger (hans mor var i nærheden)
En anden, meget chamerrende gadesælger (hans mor var i nærheden)

De fleste er rigtigt søde og nemme af ryste af sig, især hvis man gør det venligt og med et smil.

Sidste destination på vores gruppetur var Inle Lake. Det er en stor sø, der på længste og bredeste sted måler ca. 10 gange 20 kilometer. Søen er især berømt for de fiskere, der bor på søen. Deres huse står på stolper langs søbredden og de dyrker deres grøntsager på flydende haver.

Flydende tomatplanter
Flydende tomatplanter

Mest af alt er de berømte for deres særlige ro-teknik. De har udviklet en særlig teknik, hvor de snor det ene ben omkring pagajen, så de kan ro samtidigt med at de har begge hænder fri til at betjene deres fiskeredskaber. Det er helt unikt og sjovt at se.

En fisker, der ror med den særlige teknik
En fisker, der ror med den særlige teknik
En anden fisker på Inle Lake
En anden fisker på Inle Lake

Vi havde en hel dag på søen, hvor vi sejlede i specielle langbåde. Udover at se de lokale fiskere, var der selvfølgelig en enkelt pagoda, som vi måtte besøge. Der var også tid til et væveri og en sølvsmedje, som selv stod for hele processen fra rå stenklumper med sølv til de fineste smykker.

4 personer i hver langbåd - dejlig tur
4 personer i hver langbåd – dejlig tur

Inle Lake var en meget fin oplevelse og et absolut “must see”, hvis man kommer til Myanmar.
Dagen efter var det så tidligt op og med fly tilbage til Yangon, hvor gruppen havde en fælles afskedsmiddag.

Forinden nåede vi dog lige forbi “University Avenue”, hvor Aung San Suu Kui bor og hvor hun i mange år sad i husarrest.

Indgangen til Aung Sann Suu Kyi's hus
Indgangen til Aung Sann Suu Kyi’s hus

Fredag tog vi så til lufthavnen for at flyve til vestkysten til en uges badeferie.

Vandretur og rum sour i Kalaw

Næste destination efter Bagan var Kalaw som er kendt for at være et godt sted for vandreture.
Stemningen på den lange bustur dertil var ikke i top fordi en tredjedel af selskabet var sløje. Vi der havde det godt kunne til gengæld underholde os gengældmed at følge chaufførens desperate manøvrer da ruten måtte lægges om pga en ødelagt bro. Det bragte os ad meget små grusveje gennem meget små landsbyer. Beboerne smilede og vinkede og fulgte meget opmærksomt med i det hele.

Et par fjollede piger, der synes det var ret sjovt og spændende at møde Lisbeth og mig på vores aftentur
Et par fjollede piger, der synes det var ret sjovt og spændende at møde Lisbeth og mig på vores aftentur

I Kalaw var vi ude på en lang vandretur til en landsby i 1400 meters højde. Vi havde en lokal guide med som undervejs fortalte om afgrøderne på de marker vi passerede, træer og palmer, urter til naturmedicin osv. Det var også ham der tilberedte frokosten til os i et lille hus i landsbyen.

Vores guide (i hvid skjorte) i gang med at forberede frokost
Vores guide (i hvid skjorte) i gang med at forberede frokost

Han fortalte også at landsbyen oplever stor vækst fordi de er gode til at dyrke appelsiner og grøn te. Det betyder at de overalt var i gang med at udskifte deres gamle bambushytter med murstenshuse. Det var rart at se at udviklingen på den måde kommer befolkningen direkte til gode.

 

Yours truly - så bliver det ikke smukkere!
Yours truly – så bliver det ikke smukkere!

En anden ting vi stiftede bekendtskab med i Kalaw, var rum sour. En dejlig drink lavet med lokal rom, naturligvis. Det gjorde vi ikke mindst på et lille lokalt værtshus hvor en flok pænt berusede lokale sad og sang inderligt og højlydt med på lokale kærlighedssange. De bød os hjerteligt indenfor og forsøgte  at få gang i en engelsk fællessang for at vi også kunne være med. Det gik mindre godt, men sjovt var det!

Masser af templer i Bagan

Vi har lidt bøvl med teknikken og netforbindelse, så I første omgang fortsætter fortællingen uden billeder : (det er så løst indtil videre…)

Næste morgen skulle vi forfærdeligt tidligt op for at nå den båd der skulle fragte os ad Ayeyarwaddi-floden til Bagan. Undervejs kunne vi nyde udsigten til livet langs floden med markarbejde, tøjvask og leg og på floden hvor små fiskerbåde blandede sig med store skibe der fragtede træstammer, brændsel og en masse ris.

Et par kvinder gik ud til båden for at sælge frugt
Et par kvinder gik ud til båden for at sælge frugt

En flot tur,  men også lang. Den strakte sig fra solopgang til solnedgang , så det var rart at nå frem til vores dejlige hotel i Bagan.

Bagan er karakteriseret ved at have et omkring 2200 templer samlet på et et område på ca 40 km2. Det er ret mange! Vi nåede naturligvis kun et lille udsnit, første dag i bus, og næste dag på cykel.

Klar til cykeltur - med en veloplagt guide
Klar til cykeltur – med en veloplagt guide

Det var rart med lidt fysisk aktivitet. Og det var ikke kun pagoder og templer vi kom forbi. Vi besøgte også et par landsbyer, hvor vi blev vist omkring og fik et indtryk af hvordan de boede og arbejdede med forskellige afgrøder og lokal produktion af fødevarer og håndværk.

Afslapning ved poolen, sent på aftenen
Afslapning ved poolen, sent på aftenen

Besøget i Bagan afsluttede vi med afslapning ved poolen og massage. Det var også rart.

Flot solnedgang over templerne i Bagan
Flot solnedgang over templerne i Bagan

Mandalay

Næste destination efter Yangon var Mandalay. Den første dag efter vi ankom, startede vi med et formiddagscruise til den lille landsbyen Mingun. Den er særligt kendt for tre ting: En stor ruin af et tempel der aldrig blev bygget helt færdig, verdens største ubeskadigede klokke og en kridhvid pagode. Dem fik vi naturligvis set, og undervejs blev vi mandsopdækket af de lokale der havde en bred vifte af tilbud.

Helt frisk kokosmælk
Helt frisk kokosmælk

De var påtrængende, men på en charmerende måde, så vi fik købt lidt af hvert, drukket kokosmælk og kørt i oksekærre. 

Vores lokale taxe - sjov men knap så bløde sæder
Vores lokale taxe – sjov men knap så bløde sæder

Sidstnævnte var nok det mindst behagelige at de mange transportformer vi har prøvet på turen. Heldigvis var turen kort, og vi kunne slappe af på sejlturen tilbage til Mandalay.

Efter sejlturen besøgte vi Sagain Hill som er kendt for at huse en myriade af klostre. Vores guide havde valgt at vi skulle besøge et fint lille nonnekloster hvor der ikke kommer så mange turister, og vi var så heldige at ramme det tidspunkt hvor nonnerne begiver sig af sted i en lang række for at indsamle mad i byen.

Nonnerne (novicerne) på vej ud for at hente ris hos lokalbefolkningen
Nonnerne (novicerne) på vej ud for at hente ris hos lokalbefolkningen

Efter at have besøgt endnu en pagode og et silkevæveri, sluttede vi eftermiddagen af med at beundre solnedgangen fra verdens længste teaktræsbro, U-Bein-broen.
Om aftenen gik hele gruppen til marionetteater. Øjensynlig meget kendt, og de var da også dygtige til det der med dukkerne, men det måtte alligevel skylles ned med et par Myanmar beer, som i øvrigt er ganske udmærket.
Dagen efter fik vi besøgt “verdens største bog” Kytteodaw Paya (et parkanlæg med 729 marmortavler med buddhistiske skrifter), et guldværksted, endnu en pagode og et kloster med nogle fine gamle teaktræsbygninger.
Så havde vi også fortjent en eftermiddag med afslapning ved poolen.