Så var turen kommet til Vietnam. Vi fløj fra Yangon til Hanoi, hvor vi landede sent om aftenen. Vi havde hørt, at det kunne være koldt i nordvietnam, men der var 23 grader da vi landede, så vi var fulde af fortrøstning. Vi skulle dog blive klogere.
Næste morgen blev vi hentet på hotellet af vores guide. Vi var lidt overraskede over, at det kun var os, en chauffør og en guide, men det viste sig, at det var konceptet under hele vores tur i Vietnam. Herligt!
Efter et besøg på et tempel, skulle vi selvfølgelig hilse på “Onkel Ho”, Ho Chi Ming, der ligger på lit de parade i et stort mausolæum. Der var en lang kø og der blev vist film og spillet propagandamusik, mens vi ventede. Det gik nu relativt hurtigt, og det var da lidt mærkeligt at se ham ligge under et glaslåg, selv om han har været død i 45 år. To måneder hvert år kommer han “på ferie” i Rusland, hvor han bliver sat i stand til at klare endnu et år.
Næste morgen blev vi hentet af en bus og kørt ud til Halong Bay, hvor vi entrede et skib. Her skulle vi sejle ud og se bugten og overnatte på skibet. Halong Bay er af FN erklæret som “verdensarv”, og det er helt forståeligt.
Et fantastisk skue at sejle rundt mellem de klipper, der står op af havet. 1969 i alt, samme årstal som “Onkel Ho” døde, var vi belært om og underforstået, at det bestemt ikke er et tilfælde. I flere af klipperne var der kæmpe huler, som vi blev vist rundt i.
Det var både smukt og hyggeligt at sejle rundt i bugten, men oplevelsen blev lidt forstyrret af at det var hundekoldt! Næppe mere end 10-12 grader og småregn.
Efter morgenmaden dagen efter sad vi alle med overtøj på og ventede kun på at komme tilbage til en varm bus og retur til Hanoi.
Der gik vi ud for at spise på et avanceret gadekøkken, som havde lækker mad. Vi har endnu ikke turdet at kaste os ud i et autentisk gadekøkken, hvor vi ikke er sikre på hygienjen.
Kl. 22 samme aften blev vi hentet på hotellet og kørt til banegården, hvor vi skulle have nattoget til Hue, en tur på 12-13 timer. Vi var installeret i en 4 mands kupe, hvilket var ok, især efter at Lisbeth bad vores vietnamesiske sovekammerater om at være stille, så vi kunne få nattero.
