Dejligt gensyn med Fefor

I lørdags forlod vi den grå danske vinter og nu kan vi se tilbage på en lille uges skønt ophold på Fefor Højfjellshotel. En uges forkælelse fra både vejrgudernes og værternes side.

Vi ankom til et tykt lag nysne, og næste morgen var alle løjper preparet og klar til brug. For de der ikke kender Fefor, kan vi fortælle at her finder man et af Norges bedste langrendsområder.

Fefor Højfjellshotel er spækket med historie. Det var her Scott testede sit udstyr inden han drog  til sydpolen, her den ny kongefamilie i starten af 1900-tallet lærte at stå på ski for at blive rigtig norske, og her danskerne valfartede til da de i  50’erne fik øjnene op for skiløbets glæder. Skiftende værter har formået at forny stedet og tilføje moderne faciliteter, men samtidig bevare stedets sjæl og charme.

Lisbeth på en solbeskinnet løjpe

Lisbeth på en solbeskinnet løjpe

Vi har været på Fefor mange gange, men i år med en ny dimension fordi vi har haft fornøjelsen af Susanne og Kenneths gode selskab. I de daglige udfoldelser på ski har vi grupperet os i forskellige konstellationer. Nogle har øvet i nærområdet, mens andre har vovet sig på længere ture. Men vi har været fælles om at nyde hotellets fantastiske mad og hyggen foran pejsen.

Dessertbordet på hotellet

Dessertbordet på hotellet

Nu er vi klar til at vende næsen mod sydligere himmelstrøg med frisk luft i lungerne og fred i sindet. Og vi hører at foråret kommer til Danmark på søndag.

Turen i tal

Der er nu gået næsten to uger siden vi kom hjem. Det dejlige forårsvejr og lyset gjorde overgangen mindre brat, og vi er ved at vænne os til hverdagen. Samtidig nyder vi at genkalde os alle de mange oplevelser og indtryk fra vores fantastiske rejse. De seneste dage har der fx være thai-tema på menuen, og så har vi fjollet med at gøre rejsen op i tal:

  • 3 lande
  • 17 transportmidler – dog 18 for Preben som også prøvede at være passager på en scooter, da han skulle anmelde tyveri af tegnebog
  • 12 flyrejser med 7 flyselskaber
  • 19 overnatningssteder
  • 6 guider
  • 8 lokale øl, med Myanmar Beer som klar vinder
  • 4 flasker solcreme og 1 after sun
  • 3 myggespray
  • 2 tuber tandpasta
  • 250 piller fordelt på 10 typer medicin

Der er nu også en del vi har opgivet at optælle, så som antal besøg til templer, lækre cocktails og fantastiske madoplevelser.

Bloggen her vil nu gå i dvale, men vi regner med at den genopstår næste gang vi begiver os ud på nye eventyr.

En finale med luksus

Hotellet levede i højeste grad op til vores forventning – og mere til. Blev modtaget foran hotellet af en mand i jakkesæt, der fulgte os ind til vores “personlige” receptionist. Bagagen blev selvfølgelig håndteret af andre. Receptionisten fulgte os op på værelset på 18. sal, hvor hun bad os tage plads i designermøblerne, mens hun orienterede om de praktiske forhold på hotellet.
Nu skrev jeg godt nok værelset, men mente naturligvis lejligheden. Den var på 70 m2 og bestod af køkken og stue, mellemgang med marmorbord og vask og udgang til badeværelset med walk-in bruser og badekar og så selvfølgelig soveværelset med gulv-til-loft vindue, så vi havde en fin udsigt over Bangkok. Der var også en stor balkon med udsigt over floden. Fantastisk hotel.

Udsigten fra vores altan

Udsigten fra vores altan

Restaurantterassen set fra søsiden

Restaurantterassen set fra søsiden

Vi kunne egentlig blive på hotellet resten af ferien, men besluttede dog alligvel at komme ud at se lidt. Vi bookede os derfor ind på en guided sejltur på Bangkoks kanaler for at se en anden side af byen.
Tidligt søndag morgen tog vi så afsted og snart var vi inde i de små kanaler, der viste et andet billede af byen end høje, flotte huse og dyre biler. Der boede fattige familier langs de små floder, som primært levede af at sælge frugter og af fiskeri.

En anden side af Bangkok

En anden side af Bangkok

Men selv i det fattige områder er der templer med smukke figurer

Men selv i det fattige områder er der templer med smukke figurer

Det viste sig, at floderne indeholdt oceaner af fisk, hvilket især blev tydeligt, når man fodrede fiskene. Så kunne man bogstaveligt skovle fisk op, hvis man ville.

Fiskene fodres

Fiskene fodres

og der er mange af dem

og der er mange af dem

Vi besøgte også en orkide-plantage, hvor der var masser af smukke blomster.

Orkide'er i lange rækker

Orkide’er i lange rækker

Med smukke blomster

Med smukke blomster

Vi forlod vores båd og gik efter frokost til The Royal Palace, hvor kongen engang imellem bor og viser sig for folket. Kongen er noget ganske specielt i Thailand, og det er ikke en person, man generer eller omtaler dårligt. Flere, også turister, er røget i fængsel for at omtale kongen hånligt. Thai’erne anser ham for at være sendt fra himlen, og han er således bindeleddet mellem befolkningen og himlen. Man får derfor heller ikke adgang til paladset, med mindre man er sømmeligt påklædt. Det vil som minimum sige lange bukser og tildækkede skuldre. Man er først for nyligt gået med til, at sandaler kan bruges. Tidligere skulle det være lukkede sko.

Det kongelige palads

Det kongelige palads

Paladset består af mange, flotte bygninger, hvoraf de fleste er helligdomme i form af pagoder og stubaer, med masser af statuer og buddafigurer, som man kan bede til.

Alle statuer har deres egen betydning

Alle statuer har deres egen betydning

Der er også specialle bygninger, hvorfra nye konger biver kronet og hvorfra døde konger begraves. Meget flot og spændende.

Det var til gengæld også varmt, så ved hjemkomst til hotellet tog vi elevatoren ned til 6. sal, hvor swimmingpoolen lå, med udsigt over floden. Skønt at dase.

I dag, på vores sidste, hele dag i Bangkok, brugte vi formiddagen på at shoppe lidt. Tog hotellets private shuttlebåd, der sejler gæsterne til en SkyTrain station. Herfra toget videre ind til byen.

Vi venter på afgang mod byen

Vi venter på afgang mod byen

Båden på vej for at hente os tilbage til hotellet

Båden på vej for at hente os tilbage til hotellet

Det var først her, vi fornemmede, at der er uro i Bangkok. Flere steder så vi militæret, der har opsat poster langs nogle af de store veje. De var diskrete, men til stede. Så nu ikke ud til at påvirke livet omkring dem.

Eftermiddagen blev igen brugt ved swimmingpoolen, hvor vi sugede den sidste næring ud af solen og talte om vores oplevelser.

Lige nu er der så kun at pakke vores ting og derefter gå ned til restauranten, hvor vi forhåbentlig vil få et bord udenfor, tæt på floden. Der vil vi så nyde et overdådigt tag-selv bord og skåle med hinanden for en rigtig dejlig tur, hvor vi har haft en masse, spændende oplevelser.

I morgen er det så tidligt op og til lufthavnen, hvorfra vi sætter kurs mod de hjemlige breddegrader.

Vi håber, at I har nydt af følge med på vores rejse. Vi glæder os til at fortælle jer meget mere om dem

Slangen i paradiset

Efter 3 overnatninger skulle vi så videre til næste ø, Koh Mak.

Klar til afgang

Klar til afgang

Transporten blev foretaget fra en lille havn bag hotellet og skulle klares i en speedbåd. Herligt. Det gik rimeligt hurtigt, ca. ½ time, så anløb vi Koh Mak.

Næste transportmiddel

Næste transportmiddel

og afsted går det

og afsted går det

Desværre skulle opholdet vise, at hotellet ikke havde det helt store overblik. Der var ingen til at hente os, da vi ankom til øen. Først efter en henvendelse til turistkontoret, der ringede til hotellet, kom der en bil efter ½ time for at hente os. Bilen var næsten fuld af thailandske kvinder og børn, og vi skulle lige en mindre omvej for at sætte en af kvinderne af.

Nå, i det mindste var hotellet da klar over, at vi var ankommet, så vi blev hurtigt tildelt en hytte i første række ud til stranden. Det var dejligt.

Vores hjem de næste to døgn

Vores hjem de næste to døgn

Med en fin udsigt

Med en fin udsigt

Koh Mak er en lille ø på bare 16 km2, og der er ikke meget at se på øen, hvor vi skulle have 2 overnatninger. Stranden var flot, men desværre ikke så badevenlig, da der lå masser af sten i vandet. Det var til gengæld dejligt at gå en tur på den lille ø og nyde det gode vejr.Der er flere måder at sikre sig skygge.

Der er flere måder at sikre sig skygge.

På 2. dagen fik vi en lille gæst i palmen udenfor vores hytte, nemlig en slange, der tiltrak sig noget opmærksomhed. Det var den vist ikke helt tilfreds med, for den forsøgte at skjule sig bag palmebladene.

En lille gæst i paradiset

En lille gæst i paradiset

Tæt ved hotellet lå en lille hyggelig vej, hvor der lå flere lokale restauranter. Det lykkedes os at finde to supergode små restauranter, der serverede virkelig god thailandsk mad. Positiv oplevelse.
Det var hotellet som nævnt ikke, ud over vores hytte, som var fin. Morgenmadsrestauranten lå rigtigt fint, men personalet var til gengæld uinspirerende og åbenbart trætte af hotellets gæster. De gad hverken svare eller smile, når man talte til dem, men udførte bare det, man bad dem om. Morgenmaden var i øvrigt heller ikke noget at skrive hjem om.
De vi skulle tjekke ud af hotellet, havde de tydeligvis glemt at sørge for transport til os til havnen, så det måtte de få klaret i en fart. Godt at vi kun havde to overnatninger der.

Der var til gengæld en fin solnedgang

Der var til gengæld en fin solnedgang

Videre i speedbåd til den 3. ø, Koh Chang. Det var en helt anderledes positiv oplevelse. Hotellet var næsten af samme standard som det i Ngapali Beach. Ved ankomsten til hotellet blev vi modtaget af smilende personale, der stod klar med frisk juice og vådservietter, så kunne kunne friske os, mens de klarede det praktiske i forbindelse med indtjekning.Igen blev vi tildelt egen hytte, dog ikke i første række ved stranden, men vi følte nærmest, at vi boede i en tropisk regnskov. Bare uden regnen, altså.

Restauranten lå på stranden, og da de samtidigt havde smilende og venligt personale, og fantastisk god mad, var vi hurtigt klar over, at vi nok ikke ville bevæge os meget udenfor hotellet og stranden de kommende dage.

Restaurant på stranden

Restaurant på stranden

Med tilhørende bar

Med tilhørende bar

Og det kom i høj grad til at passe. Bortset fra et par små gåture til den nærliggende by, dasede vi bare på hotellet.

Vi kunne også nyde personalet, der optrådte for gæster den ene aften. Meget hyggeligt.

Personalet underholder med dans......

Personalet underholder med dans……

...og ildshow

…og ildshow

IMG_2016

Det kom nu alligevel ikke helt til at passe, at vi blev på hotellet. En enkelt gang måtte vi lidt længere væk. Vi måtte lige et smut på øens internationale klinik for at få en læge til at undersøge Lisbeths mave, der havde voldt lidt kvaler. Også her var service på hotellet i top. De stillede straks en bil og chauffør til rådighed, og han ventede ovenikøbet de to timer det tog, så han kunne køre os tilbage til hotellet igen. Det var bare en let infektion, som medicinen hurtigt fik has på.
Ja, desværre er vores ø-ferie forbi ,og vi er nu på vej til vores sidste destignation på vores ferie, Bangkok. Er spændte på hotellet. Via hotels.com fandt vi et fantastisk tilbud på et 5-stjernet hotel, så nu håber vi bare, at det lever op til vores forventninger.

Sjov fisk og rotter på menuen…

Næste morgen tidligt afsted mod Mekong Deltaet, hvor vi skulle overnatte på et nyt hotel. Undervejs holdt vi på den nok flotteste rasteplads, vi har set. Her kunne de danske myndigheder lære noget.

Sådan kan en rasteplads også se ud

Sådan kan en rasteplads også se ud

Der blev også tid til endnu et tempel undervejs, der mest af alt var kendt for sin meget store statue af “The happy Budda”, som i virkeligheden ikke er Budda, men en af hans hjælpere.

The happy Budda

The happy Budda

Omkring frokosttid ankom vi til udkanen af byen Can Tho, der ligger midt i Mekong Deltaet. Deltaet består af en masse bifloder til floden Mekong, der udspringer i Tibet og løber gennem Kina, Myanmar, Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam.

Tid til en ny sejltur, sammen med vores guide

Tid til en ny sejltur, sammen med vores guide

Her entrede vi igen en båd og sejlede ud på Mekongfloden. Turen førte os til en lille landsby, hvor en familie havde specialiseret sig i at lave kokosslik. Der var selvfølgelig masser af smagsprøver, hvilket gjorde at vi købte proviant til den sidste del af ferien.

Vores næste transportmiddel, en hestevogn

Vores næste transportmiddel, en hestevogn

Fra landsbyen gik det i hestevogn til en lille restaurant, hvor vi fik noget frugt og et indslag fra en lokal musikgruppe, der sang en traditionel velkomstsang.
Bag restauranten løb en lille flod, hvor der ventede en lille båd, der sejlede os tilbage til vores “egen” båd, der lå ude på hovedfloden.

På vej ud til turbåden

På vej ud til turbåden

Den bragte os hen til en særdeles hyggelig restaurant, der lå langs floden.
Det første vi så var en okse, der havde søgt ly for varmen i vandet, hvor den praktisk taget stod, mens vi spiste.

Sådan klarer man høj sol og  32-33 graders varme

Sådan klarer man høj sol og 32-33 graders varme

Vi indtog den meget velsmagende fisk i en overdækket veranda i haven. Meget fredfyldt og dejligt.

Dejligt sted til en frokost

Dejligt sted til en frokost

Og til at indtage denne velsmagende fisk

Og til at indtage denne velsmagende fisk

Så var det blevet tid til at sejle tilbage til bilen, der bragte os det sidste stykke ind til byen og til hotellet.
Vi gik en lille tur i byen, der nu ikke umiddelbart virkede særligt charmerende. Om aftenen tog vores guide os ud på en restaurant ved floden, der var ganske udmærket. Vi sagde, at vi gerne ville gå hjem derfra, hvilket han havde lidt svært ved at forstå, når vi nu havde en bil til rådighed og der var 1,5 km til hotellet! Det blev en hyggelig gåtur.
Næste morgen bad vi om at starte kl. 07.30, så vi fik noget ud af dagen. Hvad vi ikke vidste var, at to danske piger skulle med os om formiddagen, så de måtte tidligt ud af fjerene for at følges med os. De tog det med godt humør, selv om de var lidt trætte, da deres nabo på hotellet holdt fest indtil kl. 02.00!

Det flydende marked

Det flydende marked

Vi kørte ned til floden, hvor vi i en båd skulle besøge det flydende marked. Måske overflødigt at skrive, men det flydende marked består altså af en masse både, der ligger tæt på hinanden og hvorfra man sælger frugt, friske grøntsager og meget andet. Sjovt og lettere kaotisk med alle de både. Vi entrede en enkelt for at købe noget frisk ananas.

Frisk ananas på pind, sammen med vores nye, danske veninder

Frisk ananas på pind, sammen med vores nye, danske veninder

Bagefter en tur på marked på fastlandet, hvor de også solgte grøntsager, fisk og kød i massevis. Ikke alt var dog lige lækkert. Og nej, rottekød var ikke noget af det, vi fik smagt i Vietnam!

Værs'go at spis - fersk rottekød

Værs’go at spis – fersk rottekød

Frokosten blev indtaget sammen med de danske piger på den flotte rasteplads, før vi igen sagde farvel til dem og satte kursen tilbage til Saigon.
Vi havde heldigvis lidt tid om eftermiddagen i Saigon, så vi gik en tur til Reunification Palace. Det er stedet, hvor den daværende præsident for Sydvietnam boede og hvor vietcon den 30. april 1975 bragede gennem gitterporten til paladset, hvorefter præsidenten overgav sig og Vietnamkrigen sluttede.

Foto af den berømte tank, der nedlagde gitterporten til paladset

Foto af den berømte tank, der nedlagde gitterporten til paladset

Det var i øvrigt hans eneste opgave, da han kun havde været præsident i 42 timer. Den tidligere var et par dage forinden flygtet af pladsen. Paladset er i dag åbnet for turister, men bruges også til repræsentative formål.

Paladset, som det ser ud i dag

Paladset, som det ser ud i dag

Afslutningen på vores tur i Vietnam fandt sted på en sjov restaurant tæt ved hotellet. Den var berømmet i Tripadvisor for deres gode mad og venlige betjening, men absolut ikke for interiøret. Der stod nogle borde og stole i et ellers nøgent lokale. Den eneste udsmykning var alle de bemærkninger, forskellige gæster havde skrevet på væggene. Men maden var god og betjeningen venlig. En af tjenerne kom og tilbød os noget af hans hjemmelavede risvin. Tror at det var hans eneste opgave….han var pælestiv, men i vældig godt humør.

Krigsforbrydelser og dans

Vi ankom med fly til Saigon lige efter frokost, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til hotellet. Byens officielle navn er egentlig Ho Chi Minh City, men på vores rejse gennem Vietnam havde vi bemærket, at alle, der omtalte byen, sagde Saigon, som er det gamle navn før krigen. Jeg spurgte på et tidspunkt en ekspedient i skrædderforretningen, om hvorfor hun sagde Saigon og ikke Ho Chi Minh City. Hun svarede først, at det var lettere at sige, men på vores spørgsmål om det også var “det rigtige navn”, svarede hun efter lidt tøven klart ja! Efter frokost på en fortovsrestaurant gik vi til “War Remnants Museum”, som er et museum om Amerikakrigen, som Vietnamkrigen hedder her.

War Remnants Museum

War Remnants Museum

Man skulle selvfølgelig holde sig for øje, at museet var en ret ensidig fortælling af krigen set fra styrets side. Det var imperialisterne mod tapre jævne soldater og bønder fra nord, og krigsforbrydelserne skete kun fra amerikanernes side. Når det er sagt, var fotodokumentationen faktisk fra vestlige fotografer, og der blev utvivlsomt begået uhyggelige forbrydelser af amerikanerne under krigen. Meget var dokumenteret, og intet var gjort for at sløre de meget uhyggelige og makabre billeder.

Erobrede amerikanske fly

Erobrede amerikanske fly

Udenfor museet var opstillet nogle af de tanks og fly, der blev erobret under krigen. Et hjørne var også reserveret til udstilling af nogle af de genstande, franskmændene brugte under deres krig i Vietnam indtil 1954, blandt andet guilliotinen.

Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954

Guillotinen, som fransmændene brugte i Vietnam indtil 1954

Efter dette besøg, som vi desværre havde for kort tid til, var det på sin plads med lidt mere fredfyldt. Vi gik derfor en tur til en nærliggende park, hvor indbyggerne i Saigon gik hen for at slappe af.

Lidt mere fredfyldt.....

Lidt mere fredfyldt…..

Hver morgen var der mange, der dyrkede forskellige former for gymnastik i parken, og om eftermiddagen var der mange dansegrupper, der øvede deres trin til dæmpet musik.

Dansegruppe, der øver i parken

Dansegruppe, der øver i parken

Indgang til teater i parken

Indgang til teater i parken

Et skønt sted.

Næste morgen blev vi afhentet af en ny guide og chauffør. Turen gik et par timers kørsel ud af Saigon til et tempel, hvor man dyrkede en særlig religion. I 1923 var der en mand i Vietnam, der mente at verden trængte til en ny, samlende religion. Sammen med nogle “disciple” opfandt han en religion med dele fra buddhismen, taoismen, kristendom og konfusiamismen, med mindre indslag fra andre religioner. Den nye religion blev kaldt “Caodaism”. Man tilbeder ikke en bestemt gud, men beder til det “Guddommelige Øje”, som symbol for den gud, man hver især tilbeder.

The Divine Eye

The Divine Eye

Øjet har nogle disciple, blandt andet forskellige personligheder som Jesus, Victor Hugo og Lenin! I 1936 besluttede de at bygge et tempel udenfor Saigon.

Templet

Templet

Det tog dem ti år at bygge templet og blive enige om hvordan religionen skulle udleves med ceremonier, præster m.v. I 1946 stod templet færdigt og lige siden har munke og nonner dyrket deres religion her.

Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13

Der bedes 4 gange i døgnet, bl.a. som her mellem kl. 12 og 13

Om eftermiddagen var det tid til et meget spændende besøg i tunnellerne nord for Saigon. Under Vietnamkrigen benyttede Vietcon sig af et meget sindrigt og smart tunnelsystem, som amerikanerne aldrig fandt ud af, hvordan det egentlig var udbygget og fungerede. Tunnelsystemet, vi besøgte, består af 200 km tuneller og var opbygget i 3 etager, hvoraf den nederste lå ca. 9 m under jorden.

"Soldat" på vej ned i tunnelen

“Soldat” på vej ned i tunnelen

Og væk er hun - og tunnelen

Og væk er hun – og tunnelen

Tunellerne er så små, at amerikanske soldater ikke kunne bevæge sig rundt i dem. Det kunne de sydvietnamesiske soldater, men tunnellerne var så fyldt med forskellige fælder, at de var rædselsslagne ved at gå derned. Tunnellerne var faktisk medvirkende til, at vietcon kunne holde stand mod en ellers overlegen amerikansk militærstyrke. Vi så også nogle af de fælder, vietcon i øvrigt lagde for de amerikanske soldater. De var enkle, men geniale og meget modbydelige. De var mest tænkt til at såre soldaterne, så de døde langsomt, gerne over flere dage. Krig er en modbydelig størrelse.

En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 netalspyd

En af fælderne.: når soldaten falder ned på pladen, bliver han gennemboret af 4 metalspyd

Shop amok i Hoi An

Næste stop på turen var Hoi An. Vi blev hentet på hotellet næste morgen og kørte afsted mod byen, en tur på ca. 4 timer. Undervejs gjorde vi holdt på en bjergtop, hvor der var en fantastisk udsigt ud over en bugt. Straks vi standsede, blev vi overfaldet af både en restaurantejer, der mente at han havde den bedste vietnamesiske kaffe, og nogle sælgere, der mente at de havde lige præcis det skrammel, vi stod og manglede. Det havde de nu ikke, men vi besluttede at smage den lokale kaffe. Faktisk overraskende for os, at Vietnam er verdens næststørste producent af kaffebønner. Den vietnamesiske kaffe er kendetegnet ved, at den smager ligeså meget af kakao som kaffe og fylder næsten som et helt måltid, men den smager rigtigt godt.
Ved ankomsten til Hoi An blev vi sat af ved et silkespinderi, hvor man klarede hele produktionen fra opdræt af silkeorme til de færdige silkeprodukter.

Silkeorme, der æder i 21 dage, hvorefter de forpupper sig

Silkeorme, der æder i 21 dage, hvorefter de forpupper sig

Mest imponerende var nok deres silkebroderier. Der sad 4-5 syersker og syede broderier med silketråd, mange så flotte i skygger og detaljer, at det var svært at se at det ikke var fotos. De kunne så også være over 2 måneder om bare et billede.
Der var selvfølgelig også sat tid af til at besøge deres tøjforretning, men guiden opfordrede os til at vente med at købe tøj. Han skulle nok vise os vej til en skrædder, der var væsentlig  billigere, men ligeså god.
Herefter en rundtur i byens centrum. Hoi An er en meget gammel by, hvor der tidligere har boet en del kinesere.

Derudover er byen kendt for sin japanske bro, der er mange hundrede år gammel og huser et meget lille museum, som vi ikke selv ville have købt billet til, men det gjorde guiden, så vi brugte de to minutter, det tog aty overse museet.

Den japanske bro i Hoi An

Den japanske bro i Hoi An

Husene er bevaret fra dengang, og på trods af, at der er rigtigt mange turister og derfor også turistforretninger, er husene bevaret i den gamle stil, hvilket gjorde byen rigtig hyggelig.  Da det samtidigt var første fuldmåne efter nytåret, var der lysfest i byen. Overalt var der hængt silkelamper op, som gav en meget smuk kulisse om aftenen.

Flot lyskulisse

Flot lyskulisse

Vi fandt en meget dejlig restaurant at spise på. De reklamerede også med at de havde “cooking class”, hvilket vi meldte os til.

Næste morgen blev vi hentet af guiden på hotellet. Hotellet lå desværre lidt udenfor byen, så transport til og fra måtte klares med shuttle-bus, hvilket var ok, men ikke optimalt.
Dagens besøg gjaldt en samling templer et stykke fra byen. Templerne blev desværre brugt under Vietnamkrigen af Vietcon (kommunisterne) som base, hvilket gjorde at amerkanerne bombede området sønder og sammen. Også her har man besluttet sig for et langtidsprojekt med at genopbygge, med sagkyndig assistance fra andre lande. På trods af ødelæggelserne stadig et besøg værd.

Ruiner i tempelbyen

Ruiner i tempelbyen

Umiddelbart før vi nåede tilbage til byen, blev vi sat af ved floden og til endnu en sejltur, denne gang til en mindre landsby, der har specialiseret sig i træudskæringer. Vældig flot.
Sejlturen fortsatte tilbage til Hoi An, hvor vi blev sat af ved en restaurant ved havnekajen.
Om eftermiddagen gik vi en tur til den skrædder, guiden havde anbefalet. Tanken var egentlig bare at købe en jakke og en sommerkjole, men inden vi fik set os ham, havde vi bestilt en mindre garderobe. De lovede at sy på bestillingerne, så de var klar til 1. prøve dagen efter kl. 15 og efterfølgende prøve igen kl. 17. Effektivt.
Lørdag morgen var det tidligt op. Vi skulle være inde i Hoi An kl. 07.45 til vores cooking-class.

Fantastisk morgenmad

Fantastisk morgenmad

Vi startede dagen med at spise den bedste vietnamesiske morgenmad, vi overhovedet har smagt. Derefter gik vi på det lokale marked sammen med en af underviserne, der førte os igennem alle de friske grøntsager, krydderurter, fisk, kød m.m., mens hun engaeret fortalte os om råvarerne.

De friske råvarer vises frem

De friske råvarer vises frem

Tilbage i restauranten var det så tid for os at få forklæder på og lave vietnamesisk mad.

Vores kok, der underviste

Vores kok, der underviste

Kokken, der underviste os, gjorde det meget levende og forklarende, så det blev en rigtig hyggelig og sjov formiddag, hvor vi fik lavet fire forskellige retter. Og de blev gode!

Prebens crispy pancake med grøntsager, urter, rejer og kylling

Prebens crispy pancake med grøntsager, urter, rejer og kylling

Der blev gået til gryderne

Der blev gået til gryderne

Eftermiddagen gik med at slentre rundt i byen og to besøg hos skrædderne, hvor de sidste ting blev rettet til. Ja, vi måtte så også lige købe en ny kuffert, så vi fik plads til den nye garderobe.
En lang dag blev afsluttet med cocktail og restaurantbesøg, før vi skulle hjem at pakke og flyve til Saigon næste morgen.

kongerne af Vietnam

Vi blev afhentet på stationen og kørt til vores hotel. Efter at have indlogeret, gik vi en tur ned til centrum. Der var en del turister, men stadig en hyggelig by at gå rundt i. Da Citadellet ikke indgik i vores program med guiden næste dag, gik vi hen vi hei hen ft besøge det.

En af de renoverede bygninger i Citadellet

En af de renoverede bygninger i Citadellet

Citadellet er en by i byen, der indtil 1945 husede landets konger. Den står af tre dele, hvoraf den inderste er den hemmelige by, hvor kun den nærmeste kongefamilie kunne være. Citadellet er meget stort, men desværre også meget ødelagt efter to krige, først mod Frankrig og derefter mod USA, der jo som bekendt støttede Sydvietnam i krigen mod kommunistene i nord.

Men ikke alt var ligeså flot

Men ikke alt var ligeså flot

Regeringen har besluttet at renovere Citadellet og er også gået i gang med det, hvilket kunne ses flere steder. Det vil alligevel tage mange årtier, før hele området er genrejst. Meget spændende at besøge og lære lidt om Vietnams historie under kongedømmer. Næste morgen igen afhentet af en ny guide og en chauffør. Denne guide talte marginalt bedre engelsk, end ham vi havde i Hanoi, som var tæt på at være uforståelig. Flere gange opgav vi helt at forstå, hvad han sagde. Vi blev kørt ned til havnen, hvor der lå en båd og ventede på os.

Tid til sejltur

Tid til sejltur

Selv om der var god plads til flere passagerer, var det kun os to (og guiden), der skulle med. Meget hyggeligt. Skipper havde tilfældigvis medbragt konen, og da vi var ude på floden, afslørede hun en mindre butik, som hun på små borde satte for os i håb om at vi ville købe alt hendes skrammel.

Forretningen fundet frem. Konen er lige ved at hente endnu et bord med skrammel

Forretningen fundet frem. Konen er lige ved at hente endnu et bord med skrammel

Trods stor indsats fra hendes side, blev det kun til et par bogmærker. Så var det tid til endnu et tempelbesøg. Det er blandt andet kendt for at have huset en munk, der den 11. juni 1963 tog sin bil og kørte til Saigon, hvor han midt i et kryds standsede bilen, steg ud og satte sig på kørebanen. Herefter overhældt han sig med benzin og satte ild til i protest mod præsidentens behandling af munke i landet.

Den berømte munk, der var træt af præsidentens behandling af munke

Den berømte munk, der var træt af præsidentens behandling af munke

Bemærkelsesværdigt på templet var også en flok kinesiske turister, der åbenbart havde en konkurrence om hvem der hurtigst kunne se templet og dets særværdigheder. De spænede rundt i grupper mens de råbte og skreg. Meget mærkværdigt!

Herefter retur til Hue, hvor det viste sig, at vi skulle besøge…..Citadellet. Det var nu ok. Det er et stort område, og guiden tog os steder, vi ikke besøgte i går. Derudover kunne han selvfølgelig fortælle mere om Citadellet, end vi havde læst os til. Efter frokost kørte vi ud af byen igen, hvor vi skulle besøge et par kongegrave. Der var ikke bare tale om en hjørne af en kirkegård eller en sarkofag i en domkirke. De blev begravet med maner, dengang.

Soldater og elefanter, der passer på en af kongegravene

Soldater og elefanter, der passer på en af kongegravene

Man byggede en mindre by med rekreative huse, små øer, hvor man kunne jage udsat vildt, statuer af soldater til at passe på graven, huse til konkurbinerne og meget andet. Tanken var blandt andet, at kongerne kunne anvende området til forskellige formål, også inden de døde. Der var stil over det. Om aftenen brugte vi en del tid på at finde en restaurant, der var højt bedømt på Tripadvisor, men det viste sig, at den ikke eksiserer. Vi fandt til gengæld en anden restaurant, godt gemt af vejen med meget lækker mad til næsten ingen penge.

Hundekoldt i Halong

Så var turen kommet til Vietnam. Vi fløj fra Yangon til Hanoi, hvor vi landede sent om aftenen. Vi havde hørt, at det kunne være koldt i nordvietnam, men der var 23 grader da vi landede, så vi var fulde af fortrøstning. Vi skulle dog blive klogere.
Næste morgen blev vi hentet på hotellet af vores guide. Vi var lidt overraskede over, at det kun var os, en chauffør og en guide, men det viste sig, at det var konceptet under hele vores tur i Vietnam. Herligt!

Ho Chi Ming mausolæum

Ho Chi Ming mausolæum

Efter et besøg på et tempel, skulle vi selvfølgelig hilse på “Onkel Ho”, Ho Chi Ming, der ligger på lit de parade i et stort mausolæum. Der var en lang kø og der blev vist film og spillet propagandamusik, mens vi ventede. Det gik nu relativt hurtigt, og det var da lidt mærkeligt at se ham ligge under et glaslåg, selv om han har været død i 45 år. To måneder hvert år kommer han “på ferie” i Rusland, hvor han bliver sat i stand til at klare endnu et år.

Jo,,man hylder skam stadig de gamle helte i Vietnam.

Jo,,man hylder skam stadig de gamle helte i Vietnam.

Næste morgen blev vi hentet af en bus og kørt ud til Halong Bay, hvor vi entrede et skib. Her skulle vi sejle ud og se bugten og overnatte på skibet. Halong Bay er af FN erklæret som “verdensarv”, og det er helt forståeligt.

Halong Bay er noget helt særligt.

Halong Bay er noget helt særligt.

Et fantastisk skue at sejle rundt mellem de klipper, der står op af havet. 1969 i alt, samme årstal som “Onkel Ho” døde, var vi belært om og underforstået, at det bestemt ikke er et tilfælde. I flere af klipperne var der kæmpe huler, som vi blev vist rundt i.
Det var både smukt og hyggeligt at sejle rundt i bugten, men oplevelsen blev lidt forstyrret af at det var hundekoldt! Næppe mere end 10-12 grader og småregn.

Højt humør, kulden til trods.

Højt humør, kulden til trods.

Efter morgenmaden dagen efter sad vi alle med overtøj på og ventede kun på at komme tilbage til en varm bus og retur til Hanoi.
Der gik vi ud for at spise på et avanceret gadekøkken, som havde lækker mad. Vi har endnu ikke turdet at kaste os ud i et autentisk gadekøkken, hvor vi ikke er sikre på hygienjen.

Udsigt til køkkenet

Udsigt til køkkenet

Kl. 22 samme aften blev vi hentet på hotellet og kørt til banegården, hvor vi skulle have nattoget til Hue, en tur på 12-13 timer. Vi var installeret i en 4 mands kupe, hvilket var ok, især efter at Lisbeth bad vores vietnamesiske sovekammerater om at være stille, så vi kunne få nattero.

Nattens logi

Nattens logi