Vi blev afhentet på stationen og kørt til vores hotel. Efter at have indlogeret, gik vi en tur ned til centrum. Der var en del turister, men stadig en hyggelig by at gå rundt i. Da Citadellet ikke indgik i vores program med guiden næste dag, gik vi hen vi hei hen ft besøge det.

Citadellet er en by i byen, der indtil 1945 husede landets konger. Den står af tre dele, hvoraf den inderste er den hemmelige by, hvor kun den nærmeste kongefamilie kunne være. Citadellet er meget stort, men desværre også meget ødelagt efter to krige, først mod Frankrig og derefter mod USA, der jo som bekendt støttede Sydvietnam i krigen mod kommunistene i nord.

Regeringen har besluttet at renovere Citadellet og er også gået i gang med det, hvilket kunne ses flere steder. Det vil alligevel tage mange årtier, før hele området er genrejst. Meget spændende at besøge og lære lidt om Vietnams historie under kongedømmer. Næste morgen igen afhentet af en ny guide og en chauffør. Denne guide talte marginalt bedre engelsk, end ham vi havde i Hanoi, som var tæt på at være uforståelig. Flere gange opgav vi helt at forstå, hvad han sagde. Vi blev kørt ned til havnen, hvor der lå en båd og ventede på os.

Selv om der var god plads til flere passagerer, var det kun os to (og guiden), der skulle med. Meget hyggeligt. Skipper havde tilfældigvis medbragt konen, og da vi var ude på floden, afslørede hun en mindre butik, som hun på små borde satte for os i håb om at vi ville købe alt hendes skrammel.

Trods stor indsats fra hendes side, blev det kun til et par bogmærker. Så var det tid til endnu et tempelbesøg. Det er blandt andet kendt for at have huset en munk, der den 11. juni 1963 tog sin bil og kørte til Saigon, hvor han midt i et kryds standsede bilen, steg ud og satte sig på kørebanen. Herefter overhældt han sig med benzin og satte ild til i protest mod præsidentens behandling af munke i landet.

Bemærkelsesværdigt på templet var også en flok kinesiske turister, der åbenbart havde en konkurrence om hvem der hurtigst kunne se templet og dets særværdigheder. De spænede rundt i grupper mens de råbte og skreg. Meget mærkværdigt!

Herefter retur til Hue, hvor det viste sig, at vi skulle besøge…..Citadellet. Det var nu ok. Det er et stort område, og guiden tog os steder, vi ikke besøgte i går. Derudover kunne han selvfølgelig fortælle mere om Citadellet, end vi havde læst os til. Efter frokost kørte vi ud af byen igen, hvor vi skulle besøge et par kongegrave. Der var ikke bare tale om en hjørne af en kirkegård eller en sarkofag i en domkirke. De blev begravet med maner, dengang.

Man byggede en mindre by med rekreative huse, små øer, hvor man kunne jage udsat vildt, statuer af soldater til at passe på graven, huse til konkurbinerne og meget andet. Tanken var blandt andet, at kongerne kunne anvende området til forskellige formål, også inden de døde. Der var stil over det. Om aftenen brugte vi en del tid på at finde en restaurant, der var højt bedømt på Tripadvisor, men det viste sig, at den ikke eksiserer. Vi fandt til gengæld en anden restaurant, godt gemt af vejen med meget lækker mad til næsten ingen penge.

Så var turen kommet til Vietnam. Vi fløj fra Yangon til Hanoi, hvor vi landede sent om aftenen. Vi havde hørt, at det kunne være koldt i nordvietnam, men der var 23 grader da vi landede, så vi var fulde af fortrøstning. Vi skulle dog blive klogere.
Næste morgen blev vi hentet på hotellet af vores guide. Vi var lidt overraskede over, at det kun var os, en chauffør og en guide, men det viste sig, at det var konceptet under hele vores tur i Vietnam. Herligt!

Efter et besøg på et tempel, skulle vi selvfølgelig hilse på “Onkel Ho”, Ho Chi Ming, der ligger på lit de parade i et stort mausolæum. Der var en lang kø og der blev vist film og spillet propagandamusik, mens vi ventede. Det gik nu relativt hurtigt, og det var da lidt mærkeligt at se ham ligge under et glaslåg, selv om han har været død i 45 år. To måneder hvert år kommer han “på ferie” i Rusland, hvor han bliver sat i stand til at klare endnu et år.

Næste morgen blev vi hentet af en bus og kørt ud til Halong Bay, hvor vi entrede et skib. Her skulle vi sejle ud og se bugten og overnatte på skibet. Halong Bay er af FN erklæret som “verdensarv”, og det er helt forståeligt.

Et fantastisk skue at sejle rundt mellem de klipper, der står op af havet. 1969 i alt, samme årstal som “Onkel Ho” døde, var vi belært om og underforstået, at det bestemt ikke er et tilfælde. I flere af klipperne var der kæmpe huler, som vi blev vist rundt i.
Det var både smukt og hyggeligt at sejle rundt i bugten, men oplevelsen blev lidt forstyrret af at det var hundekoldt! Næppe mere end 10-12 grader og småregn.

Efter morgenmaden dagen efter sad vi alle med overtøj på og ventede kun på at komme tilbage til en varm bus og retur til Hanoi.
Der gik vi ud for at spise på et avanceret gadekøkken, som havde lækker mad. Vi har endnu ikke turdet at kaste os ud i et autentisk gadekøkken, hvor vi ikke er sikre på hygienjen.

Kl. 22 samme aften blev vi hentet på hotellet og kørt til banegården, hvor vi skulle have nattoget til Hue, en tur på 12-13 timer. Vi var installeret i en 4 mands kupe, hvilket var ok, især efter at Lisbeth bad vores vietnamesiske sovekammerater om at være stille, så vi kunne få nattero.

Noget af det, vi især har lagt mærke til her i Myanmar, er den utroligt venlige og imødekommende befolkning. De henvender sig ofte direkte til os, bare for at hilse på og høre, hvor vi kommer fra. Især de unge piger vil også meget gerne have taget et foto sammen med en turist, hvilket et par gange har forsinket vores busafgange.
Selvfølgelig møder vi også en del gadesælgere, som vil sælge frugt, t-shirts og al mulig andet skrammel.

De fleste er rigtigt søde og nemme af ryste af sig, især hvis man gør det venligt og med et smil.

Sidste destination på vores gruppetur var Inle Lake. Det er en stor sø, der på længste og bredeste sted måler ca. 10 gange 20 kilometer. Søen er især berømt for de fiskere, der bor på søen. Deres huse står på stolper langs søbredden og de dyrker deres grøntsager på flydende haver.

Mest af alt er de berømte for deres særlige ro-teknik. De har udviklet en særlig teknik, hvor de snor det ene ben omkring pagajen, så de kan ro samtidigt med at de har begge hænder fri til at betjene deres fiskeredskaber. Det er helt unikt og sjovt at se.

Vi havde en hel dag på søen, hvor vi sejlede i specielle langbåde. Udover at se de lokale fiskere, var der selvfølgelig en enkelt pagoda, som vi måtte besøge. Der var også tid til et væveri og en sølvsmedje, som selv stod for hele processen fra rå stenklumper med sølv til de fineste smykker.

Inle Lake var en meget fin oplevelse og et absolut “must see”, hvis man kommer til Myanmar.
Dagen efter var det så tidligt op og med fly tilbage til Yangon, hvor gruppen havde en fælles afskedsmiddag.

Forinden nåede vi dog lige forbi “University Avenue”, hvor Aung San Suu Kui bor og hvor hun i mange år sad i husarrest.

Fredag tog vi så til lufthavnen for at flyve til vestkysten til en uges badeferie.

Turen til Myanmar gik fint. Vi tog fra Nr. Dalby fredag kl. 11.00 og efter mellemlandinger i Helsinki og Bangkok landede vi lørdag formiddag kl. 10.30 i Yangon (Rangoon), lokal tid, som er 6 timer foran DK tid.
Efter at have chekket ind på hotellet var det tid til en gåtur i gaderne i Yangon, før vi om aftenen skulle møde den gruppe, vi skulle tilbringe turen med de næste to uger.
Vi var i alt 15 i gruppen og lad det være sagt med det samme: det var en fantastisk god og glad gruppe, vi var sammen med fra forskellige verdensdele.

Vores guide var en burmesisk kvinde, som også viste sig at være utrolig sød og sjov.
Søndagen startede med et “must see” besøg på Swedagon Pagoden, som er det største tempel i Myanmar. Landet er i det hele taget plastret til med templer i en grad, som er helt uforståelig. Og langt de fleste er helt gule, ikke på grund af maling, men fordi de er belagt med guld! Og i toppen af “Stubaen”, som er den høje, nærmest omvendte tragt, hænger der ædelsten i massevis. Sådan ærer man Budda og gør en god gerning, så man får en bedre sjæl med ind i det næste liv. Reinkarnation er en væsentlig del af deres tro i Myanmar.

Så var det tid til at sætte kursen mod “The Golden Rock”, som ligger på et bjerg, ca. 4 timers kørsel fra Yangon. Vi måtte gå det sidste stykke op, som var meget stejlt, før vi efter ca. 40 minutter nåede vores hotel. “The Golden Rock” er, sammen med Swedagon Pagoden, nogle af de steder, enhver buddist skal besøge mindst en gang i sit liv. Det bar besøget også præg af. Der var kun få turister i den store menneskeflok, der hele tiden gik til og fra klippen, der selvølgelig også var beklædt med guld.

Vi er nu nået frem til Ngapali Beach på vestkysten af Myanmar, som  næsten er et paradis på jord. Forud er gået to ugers rundrejse i landet, hvor vi stort set ikke har haft internet og derfor heller ikke mulighed for at opdatere denne side. Det vil vi råde bod på de kommende dage.

I dag har vi gået et par kilometer på stranden og nydt det lækre sand og det blå vand. Det var så dagens motion, så nu er der snart dømt strandstol og måske en tur i det ca. 30 grader varme vand.